Belgiske Cian Uijtdebroeks er fortsat flot med i klassementet i Giro d'Italia, og det giver ham mod på at opjustere drømmene en anelse.
Cian Uijtdebroeks stillede til start i årets Giro d'Italia med målsætningen om at hente en top10-placering, men efter en god begyndelse på løbet, der blandt andet kastede et bedre resultat på enkeltstarten af end forventet, tør han godt opjustere målsætningen en anelse.
I øjeblikket er han nummer fem, 4:02 efter Pogacar, men kun 1:22 efter andenpladsen.
- Der er én person, der kører som var han fra en anden planet, men bag ham er det meget åbent. Det bliver en god kamp. Måske er top5 muligt, men der er stadig meget tid tilbage. Jeg tager det dag for dag, udtalte Cian Uijtdebroeks på hviledagens pressemøde.
Det er især grundet Uijtdebroeks' præstation på enkeltstarten, at han er blevet mere optimistisk. Enkeltstartsdisciplinen har været den helt store hæmsko for ham i de første par år som professionel, og derfor har han arbejdet minituiøst med det siden skiftet til Visma.
- Jeg er meget glad for den position, jeg er i lige nu, og hvordan tingene går. Jeg troede, jeg ville tabe mere tid på enkeltstarten og have større udfordringer på gruset, men jeg nød det faktisk. Det overraskede mig en smule.
Cian Uijtdebroeks melder sig dog i koret af ryttere, der ikke mener at de for alvor kan gøre noget ved Tadej Pogacar.
- Han er så stærk. På Prati di Tivo var det nok næsten mere en hviledag for ham, når du ser hvordan han kører leadout for Molano om søndagen. Om der er jalousi i feltet? Når nogen vinder så meget, så er der altid kommentarer, men han er elsket i feltet, afslutter Cian Uijtdebroeks.
Kommentarer
Ingen kommentarer endnu.