Antonio Tiberi, der har levet en turbulent tid som professionel cykelrytter, har store ambitioner som klassementsrytter i Giro d'Italia.
Bahrain-Victorious' unge italienske stjernefrø, Antonio Tiberi, kommer frisk fra en tredjeplads i Tour of the Alps. Her viste den blot 22-årige rytter at han så småt er ved at finde fodfæste i det professionelle felt.
Det har ellers været en turbulent tid for Tiberi, der startede ud som professionel hos Trek-Segafredo. Kontrakten blev dog revet over, da det kom frem at Antonio Tiberi havde skudt og dræbt en kat, der tilhørte en minister fra San Marino.
Efter en måneds tid uden en kontrakt, skrev han under med Bahrain-Victorious, der siden har forsøgt at opbygge den unge rytters selvtillid.
- Vi overtog en Tiberi uden selvtillid. Han havde en svær sæson sidste år. Han havde svært ved at tilpasse sig et nyt miljø med andre kapajnerne, en anden træner og alle de ting. Jeg begyndte først at lære ham at kende under Vueltaen. Men han har udviklet sig stort hver måned, siger sportsdirektør Franco Pellizotti til WielerFlits.
I Tour of the Alps var der for alvor hul igennem til benene for Tiberi, og det har fået Antonio Tiberi til at drømme.
- Jeg arbejder hårdt for at blive en god klassementsrytter. Det er mit mål for fremtiden, men jeg vil allerede forsøge at gøre mit bedste i Giroen. Jeg sigter efter en top5-placering. Jeg ved dog godt, det ikke bliver nemt, siger Tiberi til WielerFlits, mens hans sportsdirektør bakker op:
- Lad os sige, at vi starter med et mål om at køre klassement. Men vi må ikke glemme, at han er ung, og det er første gang han prøver. Det er umuligt at vurdere, hvor han vil ende, men for mig at se er top5 muligt. Selv hvis han kører top10 er det et godt resultat, forklarer Pellizotti afslutningsvist.
Kommentarer
Ingen kommentarer endnu.