Dossard tager et analytisk blik på top 10 af La Vuelta Femenina 2024 for at finde ud af, hvad vi egentlig lærte af årets første Grand Tour.
Vollering gik ind til den her Vuelta med fråder om munden. Der var en masse tvivl omkring hende efter Ardenner-klassikerne, hvor folk forventede, at hun ville vinde det hele, men hun gik tomhændet derfra. Var det ikke længere den Vollering, som vi så i 2023? Hun var på en mission for at bevise, at hun er storfavoritten, og hun vil være favorit i samtlige Grand Tours i år.
Hun startede med at placere sig godt hver evig eneste gang, at der opstod udfordringer. Hun navigerede kaosset flot, og så har hun en power, der gør, at hun ikke bliver fanget nemt i sidevind. Det er hun også for erfaren til. Hun var fast besluttet på, at hvis hun skulle tabe Vueltaen i år, så skulle det være fordi en af de andre var stærkere end hende i bjergene. Spoiler: Det var der ingen, som var.
På 5. etape var første sted, hvor hun skulle bevise, at hun var den stærkeste. Det var Jaca-stigningen. Kort, men stejl. Den power hun angreb med, da der var cirka 2 km tilbage til mål, var simpelthen vanvittig. Der var et helikopterbillede af afstanden mellem hende og Longo Borghini. Der var jeg ved at tabe kæben. Hendes ubesværet tråd, og den måde som hun distancerede Longo Borghini på. Selv Kastelijn var i chok over, at italieneren var så langt fra at kunne følge Vollering.
På 6. etape skete der det, at hun ikke vandt etapen. For mig skal der ikke lægges for meget vægt på, at hun blev nr. 2 på etapen. Alt ære og kredit til Évita Muzic, som havde fortjent sejren, men Vollering kørte for sekunder, ikke etapesejre på det tidspunkt. Ingen tilfældigheder var tilladt. Så hun kunne ikke køre nogen spurt. Hun kunne ikke køre taktisk efter en etapesejr. Hvis hun ville det, så havde hun 95 ud af 100 gange vundet etapen.
Og så satte hun det hele på plads til allersidst på 8. etape. Samme ubesværede angreb siddende i sadlen. Kastelijn rejste sig symptomatisk i sadlen, brugte alle sine kræfter på at følge med, men hun kunne ikke. Det var så demotiverende for alle favoritterne, fordi dronningen af Grand Tours tog sin trone. Hun går ikke efter Giroen, men hun er favorit til Tour de France Femmes. Hvem skal kunne stoppe hende?
En af de mest alsidige ryttere i feltet sikrede sig sit klart bedste Grand Tour-resultat. Der var kamp til stregen, da Markus kæmpede for hvert et skund på sidste etape, men det var det hele værd med en 2. plads. En kæmpe præstation fra Visma-Lease a Bikes side, og der var da også stor jubel og glædeståre fra ryttere som Maud Oudeman, som ellers har set lidende ud, men hun har også gjort en indsats for, at Markus kunne være placeret, hvor hun skulle. De tager altså en pointtrøje, 2 etapesejre og en 2. plads med hjem hos Visma-Lease a Bike. Det tør jeg godt sige, at de ikke havde regnet med inden Vueltaen gik i gang.
Hvis vi så lige skal fokusere en smule mere på Riejanne Markus' Vuelta, så viser den om nogen hvilken alsidig rytter den her 29-årige hollænder er. Hun startede Vueltaen med at køre perfekt leadout for Marianne Vos og hjælpe hende med etapesejre, og så slutter hun af i de spanske bjerge ved at jagte sekunder på Longo Borghini op ad Valdesquí. Det er en magtdemonstration på så mange fronter, at den her 2. plads er så imponerende, som noget kan være.
Hun pressede på intet tidspunkt sig selv. Hun er en tempospecialist, der kender sine egne grænser, så når Vollering satte tempo på stigningerne, så var Markus klog. Hun fandt sit eget tempo, og det er det, som ender med at give hende 2. pladsen i løbet. Det kommer vi også til, når der skal tales om nogle af de andre ryttere i top 10, som ikke mestrede det, som Markus gjorde.
Hun står på den provisoriske liste til Burgos lige her om lidt, men hun har brug for en pause til at restituere. Der var virkelig ikke meget power i benene på stigningerne for Longo Borghini, og det var en turbulent Grand Tour for hende. Hun blev offer for nogle omstændigheder, som gjorde, at det blev svært for hende at gå helt med ind i klassementskampen. Ellen van Dijks styrt gjorde, at hun lige pludselig var en nøgle hjælperytter nede, og så mistede de altså også Gaia Realini, som var deres stærkeste kort i bjergene.
Det er fair at sige, at Longo Borghini aldrig var en trussel for Vollering i bjergene. Det var aldrig tæt, og hun havde ikke benene til på noget tidspunkt at sætte et angreb ind. Der havde hun haft behov for Realini til at angribe, så Longo Borghini kunne kapitulere på en bare lidt mere sårbar Vollering. Hun bliver nr. 3 i Vueltaen, men hun var ikke den tredje stærkeste i bjergene. Hun var for rutineret til at miste unødvendig tid på sidevindsetaper, men det var meget sigende for Longo Borghinis Grand Tour, at da Vollering angreb på 8. etape, så var Kastelijn overrasket over, at italieneren ikke havde mere power i benene. Kastelijn var nødt til at gå forbi hende for at redde sin etape.
Hun har selv været ude for at sige, at hun ikke var på sit bedste niveau, og det var også tydeligt. Hun er tilfreds med resultatet, og det kan hun også sagtens være, fordi det har virkelig været et langt peak for hende, som så desværre sluttede før Vueltaen. Havde det set anderledes ud, hvis hun havde haft Realini med i bjergene? Det havde det formentlig ikke, da jeg simpelthen ikke kan se, at Longo Borghini ville have fulgt med hverken Vollering eller Realini i det scenarie. Så var hendes podieplads bare kommet i alvorlig fare.
Hvis man skal beskrive Labous præstation, så har det været stabilt uden på noget tidspunkt at være prangende. Hvis hun var en folkeskoleelev, som var på vej til eksamen lige nu, så havde hun fået et 4-tal for sin indsats. 4-tallet givet for den jævne præstation, og det passer egentlig meget godt til hendes indsats. Hun minimerede sine tidstab. Hun fandt sig selv på de svære stigningerne, og det ender med at give hende en 4. plads.
Det blev aldrig prangende, og hun endte også med aldrig at sidde med til allersidst på nogen stigninger. Hun havde helt sikkert håbet, at det kunne være blevet til mere. Hendes ros skal dog være, at hun var mesteren til at minimere sine tidstab på stigningerne, og hun lod det ikke være op til andre at indhente hendes tabte. På alle stigninger var det hende, som tog teten i forhold til at få hentet tid på de ryttere, som sad længere fremme. På 6. etape er det så sandelig hendes fortjeneste, at hende selv og Ricarda Bauernfeind kommer op til Longo Borghini og kun mister 21 sekunder på etapen.
Den helt store positive overraskelse i Vueltaen. Hun bliver nr. 5, og hun er den rytter, som taber mindst tid på Vollering i bjergene. Ikke nok med det så havde hun også vundet bjergtrøjen, hvis de ikke lige havde ændret kategoriseringen på Valdesquí fra kategori 1 til udenfor kategori. Og bare lige mellem os: Valdesquí er ikke et udenfor kategori-bjerg, så der har hun ret til at følge sig en lille smule snydt.
Der er god grund til at kalde hende den anden bedste i bjergene denne Vuelta, men når man kigger på hendes præstationer individuelt, så bliver billedet en smule mere mudret.
På 5. etape bliver hun sat af Vollerings angreb, og det var forventeligt. Hun er trods alt kun et menneske. Efterfølgende sidder hun på Gigantes hjul hele vejen til målstregen og ender med at lukrere på, at Gigante havde virkelig gode ben på den etape. Det ender med, at hun smutter forbi Gigante til allersidst som en tak for hjælpen og tager 4. pladsen på etapen. Det er et mønster, som går igen hele Vueltaen.
På 6. etape, som hun selvfølgelig vinder, der er det samme taktik, hun bruger. I den her situation er det klogt, fordi hun udnytter, at Vollering ikke har lyst til at vente på nogen som helst og jagte alle mulige sekunder i bjergene. Til sidst smutter hun så igen forbi Vollering og vinder etapen. Jeg er af den overbevisning, at hun ikke havde vundet den etape, hvis hollænderen kunne køre taktisk i finalen, men det er selvfølgelig kontrafaktisk historie, og det kan vi ikke bruge til noget som helst. Det var en flot etapesejr for Muzic og alt ære til hende.
På sidste etape blev hun igen sat af forceringen, og så var hun endnu engang klog. Hun fandt det rette hjul at sidde på her, hvilket var Riejanne Markus, som jagtede hvert et sekund på etapen. Så når man tager det hele med, så kørte hun utrolig flot i bjergene, men det er svært at vide, hvor meget vi helt skal ligge i det. Resultaterne taler et sprog, men konteksten giver os et billede, der siger, at hun måske ikke var så meget stærkere end forventet. Hun var heldig at omstændighederne faldt til hendes side og så også tilpas egoistisk til at lade andre gøre arbejdet for sig.
Her blev der reddet en del af æren for Canyon//SRAM, som helt sikkert havde håbet på mere end en 6. plads inden årets første Grand Tour gik i gang, men Bauernfeind kørte en flot Vuelta. Hun var ikke på offensiven, men det var heller ikke nødvendigvis forventet fra hendes side.
Hun var en del af gruppen, som nød godt af Gigantes gode ben på 5. etape. Hun var ikke synderligt interesseret i at skulle hjælpe Gigante, hvilket også blev et billede på Bauernfeinds Vuelta. Etaperne efter var hun også med som absolut sidste kvinde i kampen om at hente sekunder. I Madrid virkede hun decideret ligeglad med ekstra sekunder. Hun havde på intet tidspunkt benene til at gøre mere end det absolut minimalle, og det giver hende alligevel en 6. plads. Det er lige præcis sådan en type, man normalt er træt af, når man er i skole eller på arbejdsmarkedet. Personen, som bare laver mindre end en selv, men altid gør det bedre alligevel.
Hvor ville det være dejligt for SD Worx-Protime, hvis Fisher-Black havde vist til Vueltaen, at hun faktisk var klar til at bide skeer med Vollering, så de ikke skulle frygte tiden post-Vollering. Det var helt sikkert for meget at kræve af Fisher-Black, og en 7. plads er bestemt ikke et dårligt resultat.
Det er især ikke et dårligt resultat, når man så kigger det hele igennem, og det viser et tydeligt billede af, at Fisher-Black var den dårligste her i top 10 i bjergene. Hvis hun ikke havde haft en god holdtidskørsel og en god placering i sidevinden, så havde hun ikke været i nærheden af top 10. Her i top 10 er hun jo omringet af ryttere, som tabte en masse tid i sidevinden.
På bjergetaperne blev hun sat tidligt, og da Vollering egentlig gerne ville have hjælp af Reusser og Fisher-Black i bjergene, så var det Reusser, som var nødt til at hjælpe. Ikke Fisher-Black. Det er ikke et super godt tegn, hvis der hos SD Worx har været tænkt klassementskørsel i den nærliggende fremtid for Fisher-Black. Det er hun simpelthen ikke klar til endnu. Hun har kontraktudløb efter den her sæson, og jeg forestiller mig, at de forlænger med hende, men de kommer også til at hente en eller flere andre klassementsryttere ind. Det er de nødt til.
Når Vollerings Vuelta bliver analyseret igennem, så er det svært ikke også at komme til at fokusere på Kastelijn. Hun havde en fantastisk Vuelta. Det kan man ikke tage fra hende. Hun har ikke den sidste power til at sidde med på bjergene. Hun er mesteren til at følge med i et solidt tempo, men lige så snart der bliver accelereret, så er det slut for hendes muligheder. Det gør det selvfølgelig svært at komme til at være en seriøs trussel til Vollering, men der er potentialet til, at hun kommer til at køre top 5 senere.
På ingen etape ender hun værre end nr. 33. Problemet er så bare, at den etape hvor hun ender som nr. 33, der bliver hun fanget i sidevinden og taber 2 minutter på 4. etape. Det var ikke, hvad hollænderen havde behov for efter, at de også tabte 48 sekunder på holdtidskørslen. Det er de ting, som gør, at hun ikke er en klassementsrytter, men der er alligevel et potentiale til at kunne snuppe etapesejre.
Hun led under, at Vollering satte farten på stigningerne, hvilket totalt ødelagde Kastelijns lyst til at angribe. Det blev meget tydeligt vist, da hun forsøgte at angribe på 6. etape, men hun nåede ikke engang forbi Vollering i gruppen før, hun var nødt til at stoppe angrebet igen. Hun havde simpelthen ikke mere i benene til at true på nogen som helst måde. Det var dog på den etape, hvor hun klart var stærkest, og hun forsøgte længe at komme op til Muzic' hjul. Hun var den eneste i feltet på den etape, som kunne true Vollering og Muzic.
På 5. etape ender hun nr. 2, hvilket var et meget flot resultat, hvor hun fandt det helt rigtige hjul, da Longo Borghini fortsat var i en desperat klassementskamp på det tidspunkt. Der tog Kastelijn med glæde italienerens hjul og lod hende føre hende til målstregen.
Rooijakkers fandt sig selv mere og mere jo længere løbet stod på. Hun er en af de ryttere, som formentlig ikke vil klage, når de begynder at putte flere etaper på de forskellige Grand Tours.
Hendes klassementsmæssige svageste etape var den første i bjergene til Jaca, men der er det også vigtigt at have med i hovedet, at hun forsøgte at være offensiv allerede på stigningen inden. Udfordringen for hende er, at hun ikke er så dygtig til nedkørsler, så hun blev hurtigt indhentet, og det var da også især dødsdømt, da van Alphen viste en af de mest imponerende nedkørsler, vi har set i nyere tid. Rooijakkers havde altså brugt alt for meget energi inden Jaca, og det kostede hende en masse tid.
Etapen efter blev heller aldrig et festfyrværkeri for hende, da hun også her tabte tid på de nærmeste konkurrenter i klassementet, men hun viste så på den afsluttende Madrid-etape, at hun havde mere i benene, fordi hun satte en rigtig flot spurt ind på at få etapens 4. plads. Spørgsmålet vil være efterfølgende, om Rooijakkers brugte sin energi fornuftigt i etapeløbet? Hun har bestemt potentialet til at køre en bedre klassementsplacering end 9, og hun kom ind i Vueltaen i god form.
Der er ingen tvivl om, at det her repræsenterer en flot Grand Tour for Kim Cadzow. Det er hendes første Grand Tour, og hun vil være stolt af at komme i top 10. Når alt kommer til alt, så var der gode omstændigheder for Cadzow til at få hendes top 10-placering, men det vil hun være ligeglad fremadrettet. Historien er ikke god ved nuancer og alt for meget kontekst.
På stigningerne havde hun det svært. Der var mange, måske lidt for mange, tilfælde af, hvor hun var nødt til at lade hovedet falde ned og gå i overlevelsesmode. Næsten alle billeder af favoritgruppen, når hun fortsat sad med på den afsluttende stigning, så var hun allerbagerst i gruppen. Hun kommer til at udvikle sig endnu mere, og næste udviklingszone for hende bliver helt bestemt, at hun kan sidde med længere tid på bjergene. Det skal nok komme for hende. Stadig kun 22 år gammel, så der er masser tid til, at hun kan dygtiggøre sig, og hun vil have en masse blod på tanden efter La Vuelta Femenina.
.webp)
Kommentarer
Ingen kommentarer endnu.