Trods meget modgang i løbet af ugen, kulminerede det alligevel med en samlet triumf til Emil Toudal i Tour du Loir-et-Cher denne søndag.
Det var danske Emil Toudal, der sejrede i Tour du Loir-et-Cher tidligere på dagen. Danskeren sad med i det afgørende udbrud på sidste etape, og da ingen af de ryttere, der lå foran ham i klassementet var repræsenteret, endte det med dansk triumf.
Midtvejs på etapen i Blois kørte Emil Toudal afsted sammen med seks andre, og de fik hurtigt oparbejdet sig et forspring ned til hovedfeltet.
- Det voksede til 1.05 minut takket være ikke mindst en stor indsats af Emil, der så sin chance for at sikre sig den samlede sejr, hvis udbruddet holdt hjem, og afstanden til feltet blev bevaret, siger Christian Moberg i en pressemeddelelse udsendt af holdet og tilføjer:
- Alt gik simpelthen op i en højere enhed og sol, måne og stjerne stod lige, lyder det lyrisk fra en glad og stolt sportslig leder af ColoQuick, Christian Moberg.
Sejren var ikke mindst imponerende, da ColoQuick var reduceret til blot to ryttere på sidste etape af Tour du Loir-et-Cher.
- Vi har haft en meget svær uge i Frankrig, hvor to måtte udgå på grund af sygdom, og to efter at være impliceret i et alvorligt styrt. Derfor at det helt fantastisk, at vi kan vende hjem med den helt store triumf, siger Christian Moberg og tilføjer:
- Bag det hele står et imponerende flot team-arbejde, hvor alle har ydet en fornem indsats. Soigneurs har haft forrygende travlt med at lappe ryttere sammen, mekaniker med at have cyklerne klar, og derfor er det et glad ColoQuick-team, der nu kan vende snuden hjem til Danmark med den gule førertrøje, pokal og al den hæder, der følger med en så stor sejr på vort niveau, slutter sportschefen.