Få optakterne direkte i din indbakke
Vær sikker på at du aldrig misser en optakt. Skriv dig op til vores nyhedsbrev, og så modtager du en mail hver gang, der udgives en ny optakt.
En hård start kommer til at vække rytterne efter deres hviledag, men herefter falder det hele til ro igen på 16. etape af Giro d'Italia.
Efter en velfortjent hviledag skal rytterne ud på en speciel etape. Den starter med at være meget, meget hård, inden der kommer ro på efter Umbrailpass. Til sidst venter så en irregulær stigning.
Passo del Stelvio (19,6 km - 7,5 %) var på programmet, men af finurlige årsager indledte den nærmest etapen, hvorefter der fulgte et meget langt dalstykke, der ville have neutraliseret alle skader på Passo del Stelvio. I stedet skal de køre Giogi di Santa Maria Umbrailpass, der med 16,7 kilometer og 7,1 % er næsten det samme. De kører bare ikke helt til toppen og drejer i stedet af, hvilket gør stigningen til Umbrailpass i stedet for Stelvio.
Herefter er der stigning på de sidste 40 kilometer, men det er en irregulær stigning, og det er ikke de stejleste procenter. Jeg skal være helt oprigtig: jeg bliver nærmest vred af at se på den her ruteprofil. Det er spild af god stigning i starten af løbet.
Det er en nem dage at kontrollere, hvis man får samling på tropperne efter Umbrailpass, men UAE Team Emirates går vel ikke efter en femte etapesejr for Tadej Pogaar, gør de? Jeg er splittet. Jeg vil påstå, at det er en nem etape at kontrollere, hvis man kører forsigtigt over Umbrailpass, for så kommer Molano, Oliveira og Stake Laengen med over, og så burde det være en relativ smal sag.
Men jeg tror alligevel udbruddet kører hjem med sejren her. UAE Team Emirates kan give hjælperne en halv fridag inden den modbydelige 17. etape. Derfor går jeg med Michael Storer (Tudor), der igen og igen beviser, at han er ganske godt kørende. Han er ingenlunde en trussel i klassementet. Tudor har ligeledes mulighed for at sende et par folk med i udbrud, så Storer ikke skal lave så meget før de sidste 30 kilometer.
Jeg kigger mod Decathlon-Ag2r som den værste rival. Først og fremmest har de jo Valentin Paret-Peintre, men han kan godt lide på det lange dalstykke, og det er ikke helt utænkeligt, at han holder sig lidt i ro til dagen efter. Derfor er det måske bedre at holde øje med brormand Aurelien Paret-Peintre, der er mere modstandsdygtig over for det flade stykke eller måske endda Alex Baudin, der røg ud af klassementet på 15. etape. Men var det en offday eller har han ramt Grand Tour-muren? Uanset: Jeg forventer at se Ag2r spille ud. De går gerne efter både klassement og holdkonkurrencen.
Det er en svær etape, for jeg leder efter klatrere, der er ret alsidige. Det lange, flade dalstykke gør, at de spinkle klatrere kan ende med at lide, særligt hvis det bliver taktisk. Men samtidigt kalder de sidste 2 kilometer på en klatrer. Her kan løbet ændre sig helt og aldeles.
En rytter som Jhonatan Narvaez (Ineos) kan ende i en ret god situation. Han vil være én af dem, der kan udnytte det lange, flade dalstykke til at rykke væk fra klatrerne. Samtidigt klatrer han fornuftigt, så måske kan han bevare en eventuel føring på de sidste to kilometer? Jeg tør ikke afskrive ham.
Man må heller ikke afskrive Georg Steinhauser (EF), der klatrede imponerende godt på 15. etape. Tyskeren er en alsidig herre, så måske er han lige præcis typen, jeg leder efter. Ja, han brugte mange kræfter på 15. etape, men der har jo været en hviledag ind imellem.
Der er også Nairo Quintana (Movistar) og Damiano Caruso (Bahrain), men jeg forventer at de bliver gevaldigt udfordret på den flade rute, hvor konkurrenterne vil køre mod dem. Hvis de får et par stærke folk med i udbruddet, kan de måske komme tilbage.
Som nævnt er det en nem etape at kontrollere. Det åbner naturligvis op for at Tadej Pogacar (UAE Team Emirates) kan få sin femte triumf i det her løb. Hvis de forsøger at gå efter det, så tænker jeg det kan lade sig gøre. Hvis de kan få Molano og Oliveira med over, så kan de føre langt på dalstykket og hale ind på et udbrud, inden Bjerg, Novak og Majka kan gøre det hårdt på stigningen til sidst. Opløbet er guf for Pogacar.
Hvis det sker, så er Daniel Martinez (Bora-hansgrohe), Geraint Thomas (Ineos) og Ben O'Connor (Ag2r) de efterfølgende favoritter, men belært fra løbet indtil videre, så er de ikke i nærheden af Pogacar.
Vær sikker på at du aldrig misser en optakt. Skriv dig op til vores nyhedsbrev, og så modtager du en mail hver gang, der udgives en ny optakt.
Kommentarer
Ingen kommentarer endnu.