Optakt: La Vuelta Femenina 2025

Sæsonens første Grand Tour starter i Barcelona, når La Vuelta Femenina køres fra den 4. maj og frem til den 10. maj. Er der nogen, der kan slå Vollering?

Thumbnail
Foto: A.S.O./Thomas Maheux

Siden 2023 har La Vuelta Femenina været damernes pendant til den spansk Grand Tour - om end løbet ikke overholder definitionen for at være en Grand Tour - og dermed går løbet ind i sin tredje udgave. Siden 2015 har der ellers været kørt løb under Vuelta-brandet, men det er først siden 2023, at løbet for alvor blev en større udfordring med en mere krævende rute, som vi kender det fra Vuelta a España.

I 2022 var det Annemiek van Vleuten, der vandt. Hun havde også vundet forgængeren Challenge by La Vuelta to år i streg, så dermed lavede hun hattrick. Den legendariske hollænder kunne dog ikke stille noget op mod Demi Vollering, der sejrede i 2024 - her var Annemiek van Vleuten nemlig gået på pension.

Der vil dagligt komme optakter til de enkelte etaper. Løbet vises hos TV2, der sender nogle af etaperne på TV2 Play og andre hos TV2 Sport, mens også Eurosport og Max sender løbet. Du kan se præcise sendetider i vores tv-guide.

Ruten i La Vuelta Femenina 2025

1. etape: Barcelona - Barcelona

La Vuelta Femenina starter med et holdløb på 8.1 kilometer igennem Barcelonas gader. Det er ikke et teknisk holdløb, og arrangørerne forventer selv at der vil være små tidsforskelle blandt de bedste hold.

2. etape: Molins de Rei - Sant Boi de Llobregat

På 2. etape af La Vuelta Femenina venter en småkuperet sag, men efter de første 12 kilometer er der praktisk talt ingen udfordringer tilbage, som bør forhindre en spurt. Opløbet er en smule stigende, hvilket måske kan påvirke spurten, men det bør altså ende med at de hurtigste ryttere dyster om sejren.

3. etape: Barbastro - Huesca

Det kan godt blive spændende på etapen til Huesca, selvom ruteprofilen ikke just vidner om det største drama. Men ruten til Huesca byder på flere åbne strækninger, hvorfor sidevinden afgjort kan blive et tema, hvis den står rigtigt. I al fald er det sådan en etape, hvor feltet hele tiden skal være beredt. Hvis vinden udebliver, bliver det en spurt.

4. etape: Pedrola - Borja

Vi får den første forsmag på bjergene på 4. etape af La Vuelta Femenina. Her skal rytterne nemlig over Alto del Moncayo og dernæst Puerto de El Buste. Etapen slutter dog 12 kilometer fra toppen af den sidste stigning, og min forventning er nok snarere, at et udbrud end klassementsryttere kører om sejren. Der venter andre dage for dem.

5. etape: Golmayo - Lagunas de Neila

Det spidser for alvor til på 5. etape af La Vuelta Femenina 2025. Her skal rytterne ud på en 120,4 kilometer lang etape, der slutter på toppen af Lagunas de Neila.

Her kan klassementsrytterne ikke gemme sig. Her skal de blotte sig.

For Lagunas de Neila er 6,8 kilometer lang og stiger med 8,7 % i snit. Det er en hård stigning. Jeg forventer, at løbet i store træk kan blive afgjort her.

6. etape: Bercerril de Campos - Baltanás

Efter en hård dag i sadlen dagen forinden, venter en nemmere opgave her på 6. etape af La Vuelta Femenina. Og dog: Det er et område, hvor vinden sommetider spiller ind. Gør den det, kan vi få et sidevindsdrama.

Udebliver den kan et udbrud måske køre hjem - også selvom at sprinterholdene måske kigger lidt på den her. Der venter nemlig en drilsk, men dog overkommelig opgave i finalen. Der er mange scenarier her.

7. etape: La Robla - Alto de Cotobello

Hvis ikke løbet blev sat på plads på 5. etape, så byder 7. etape på en enestående mulighed for virkelig at skabe en forskel. Det er nemlig en hård dag, der venter her. Allerede før finalen er dder to hårde stigninger, men det hele handler om Alto de Cotobello.

Med sine 10,3 kilometer og en stigningsprocent på 8 % er det en hård stigning. Mod toppen er den endnu hårdere, hvor der undervejs er en passage, der når helt op på 12 %. Det er her, man kan lave hele forskellen.

Danskerne i Vuelta España Femenina 2025

De danske forhåbninger hænger på Emma Norsgaard (Lidl-Trek), der er skiftet til Lidl-Trek efter en række år hos Movistar. Norsgaard så uhyre stærk ud i Paris-Roubaix, og hun har selv udtalt i optakten til løbet, at netop det løb gav hende troen på gode resultater igen. Nu jagter hun etapesejren her i Vuelta España Femenina. Hvis det sker, har hun vundet etapesejre i Giro d'Italia, Tour de France Femmes og Vuelta España Femenina.

Hun er dog ikke den eneste dansker. Hos Uno-X er Solbjørk Minke Anderson (Uno-X) med i løbet. Hun er blot 20 år og kørte også Giro d'Italia sidste år, hvor hun blev nummer tre i ungdomskonkurrencen - og nummer 19 i klassementet. Hun havde en rigtig god sæson for et år siden, men har været lidt mere behersket i præstationerne i år. Jeg er meget spændt på at følge hende i La Vuelta Femenina. 

Favoritterne i La Vuelta Femenina 2025

Jeg har peget på Demi Vollering (FDJ-SUEZ) ganske mange gange i dette forår, men hollænderen er den mest komplette rytter i feltet. Det lykkedes ikke i Amstel Gold Race, Fleche Wallonne eller Liege-Bastogne-Liege, men nu kommer bjergene - og her er der bare meget få, der kan matche Vollering. Siden Annemiek van Vleuten stoppede karrieren, er der ingen, der konsekvent har kunne udfordre Vollering, og selv i van Vleutens sidste aktive år, var Vollering på et niveau for sig. Vollering har vundet på Alpe d'Huez, Col du Tourmalet, Lagos de Covadonga - og i ganske suveræn stil ovenikøbet.

Nu har hun tilmed et meget stærkt hold omkring sig. Det havde hun også tidligere hos SD Worx, men hos FDJ-SUEZ har hun en rytter som Évita Muzic, der vandt en etape i La Vuelta Femenina for et år siden, blev nummer fire i Tour de France Femmes - og i 2023 blev hun nummer 6 i løbet. Sammen med Juliette Labous har de altså noget seriøst power, der vitterligt kan lave en udskilning på bjergetaperne.

Der er intet i det her forår, der indikerer at Vollering er på et lavere niveau end tidligere. Hun har ikke ramt sit høje 2023-niveau, men hun er stadig den bedste bjergrytter i feltet, og hun havde også vundet Tour de France Femmes 2024, hvis hendes hold dengang havde kørt bare en smule for hende. Jeg kan ikke se andre forhåndsfavoritter end hende.

Hvem skal udfordre Vollering? Der er kandidater. Den største x-faktor er Anna van der Breggen (SD Worx). Hun stoppede karrieren efter 2021, hvor cykelsporten så anderledes ud, men hun vandt Giro d'Italia fire gange - senest i 2021. Siden blev hun sportsdirektør og træner hos SD Worx, hvor hun har været træner for Vollering - og nu stiller hun så op som Vollerings største rival.

Annonce

Hun startede sæsonen ret godt med en tredjeplads i Setmana Ciclista Volta Femenina de la Comunitat Valenciana og siden en andenplads i Strade Bianche. I Ardenner-klassikerne var hun svækket af sygdom, men jeg har egentligt en forventning om, at hun er klar til bjergene - og det her er den helt store test af om hun kan følge Vollering. Men hun har trænet med Vollering de seneste par år og kender Vollerings niveau... var hun kommet tilbage fra sin pension, hvis hun tænkte det var mission impossible? Det er det spørgsmål, der nager mig.

Den anden x-faktor er Pauline Ferrand Prevot (Visma). Lad mig bare sige det med det samme: Jeg aner ikke om hun kan stå distancen i bjergene. Hun har ikke kørt så meget landevej de seneste mange år, hvor fokus har været på mountainbike, men i år har hun haft et stort landevejsfokus, og det har båret frugt med en sejr i Paris-Roubaix. Generelt har hun været flyvende. Jeg tænker, hendes niveau er tårnhøjt, men jeg tror, hun kommer lidt til kort på bjergene. 

Jeg er faktisk lidt mere lun på Neve Bradbury (CANYON//SRAM). Hun kører på hold med Tour de France Femmes 2024-vinderen Kasia Niewiadoma, men det er Neve Bradbury, der er holdets kaptajn. Bradbury var ved at nappe det hele i Giro d'Italia på Blockhaus sidste år, og hun har modsat Niewiadoma satset formen på at toppe her i La Vuelta. I Giro d'Italia viste hun pludselig, at hun faktisk er én af feltets bedste bjergryttere.

Men Bradbury har endnu ikke vist samme høje niveau, som hun viste for et år siden. Og midt i Ardennerne blev hun ramt af sygdom, der kan have sat optakten lidt tilbage, men der er etaper nok til at finde sit niveau igen. Hun har jo en meget dygtig og erfaren holdkammerat i form af Niewiadoma, der kan guide hende igennem løbet. Hvis hun har sin Giro-form fra sidste år, så er hun podiekandidat.

Hvis optakten er en indikator for resultatet her i Vuelta España Femenina, så tyder det godt for Niamh Fisher-Black (Lidl-Trek), der er skiftet væk fra SD Worx for at køre sin egen chance. Hun blev nummer 8 i Strade Bianche, nummer 9 i Fleche Wallonne og nummer 7 i Liege-Bastogne-Liege. Det er jo ikke superresultater, men det er fornuftige resultater for en rytter, der plejer at være bedst i de ugelange etapeløb. Sidste år blev hun nummer syv i Vuelta a España Femenina og nummer 10 i Giro d'Italia. I sidstnævnte løb kørte hun for Kopecky. Hun er en af de ryttere, der er blevet omtalt som meget talentfulde de seneste år, og nu får hun chancen for at bevise, at hun er en af fremtidens ryttere.

Hun sniger sig ofte uden om fokusset, men Pauliena Rooijakkers (Fenix-Deceuninck) blev sidste år nummer fire i Giro d'Italia og nummer tre i Tour de France Femmes. Det skyldtes både gode ben, men også kløgt, og niveauet er nok en smule lavere. Men i et løb, hvor der immervæk er spørgsmålstegn ved mange af rivalerne, er det ikke umuligt at hollænderen igen kan komme langt frem i klassementet.

Man kan også kigge lidt mod Marlen Reusser (Movistar), der længe har kørt for SD Worx og ofte er blevet hjælperytter. Hos Movistar har hun chancen for at køre egen chance, men det er svært at se et klassement for sig. Jeg har i al fald svært ved at forestille mig en seriøs top5-kandidat. Vi ved, hun er bomstærk, men jeg tror, en etapesejr og en top10-placering er mere realistisk.

Feltet har gode ryttere, men bredden er ikke alt for stor - og det indikeres også ved et blik på favoritvurderingen, for både Evita Muzic (FDJ-SUEZ) og i mindre grad Juliette Labous (FDJ-SUEZ) ville være podiekandidater, hvis de ikke kørte på hold med Vollering. Jeg er spændt på om de bruger Muzic fuldt ud i hjælpearbejdet. Forhåbentligt får hun lov at køre sin egen chance en lille smule.

Dossards vinderbud Demi Vollering

Del på de sociale medier

Skriv en kommentar

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu.

Seneste cykelnyheder

Optakt: 7. etape af La Vuelta Femenina 2025
Optakt: 7. etape af La Vuelta Femenina 2025
09/05 2025
Optakt: 6. etape af La Vuelta Femenina 2025
Optakt: 6. etape af La Vuelta Femenina 2025
08/05 2025
PostNord Danmark Rundt 2025: Her er alt du skal vide om ruten
PostNord Danmark Rundt 2025: Her er alt du skal vide om ruten
07/05 2025
Optakt: 5. etape af La Vuelta Femenina 2025
Optakt: 5. etape af La Vuelta Femenina 2025
07/05 2025
Optakt: 4. etape af La Vuelta Femenina 2025
Optakt: 4. etape af La Vuelta Femenina 2025
06/05 2025
Optakt: 3. etape af La Vuelta Femenina 2025
Optakt: 3. etape af La Vuelta Femenina 2025
05/05 2025
Optakt: 2. etape af La Vuelta Femenina 2025
Optakt: 2. etape af La Vuelta Femenina 2025
04/05 2025
Optakt: 1. etape af La Vuelta Femenina 2025
Optakt: 1. etape af La Vuelta Femenina 2025
03/05 2025
Optakt: La Vuelta Femenina 2025
Optakt: La Vuelta Femenina 2025
03/05 2025
Optakt: Liège-Bastogne-Liège Femmes 2025
Optakt: Liège-Bastogne-Liège Femmes 2025
24/04 2025
Optakt: Flèche Wallonne Femmes 2025
Optakt: Flèche Wallonne Femmes 2025
21/04 2025
Optakt: Amstel Gold Race Ladies 2025
Optakt: Amstel Gold Race Ladies 2025
18/04 2025
Boganmeldelse: Rolf og Ritter
Boganmeldelse: Rolf og Ritter
12/04 2025
Optakt: Paris-Roubaix Femmes 2025
Optakt: Paris-Roubaix Femmes 2025
11/04 2025
Optakt: Baskerlandet Rundt 2025
Optakt: Baskerlandet Rundt 2025
06/04 2025
Optakt: Flandern Rundt 2025 (W)
Optakt: Flandern Rundt 2025 (W)
05/04 2025
Optakt: Catalonien Rundt 2025
Optakt: Catalonien Rundt 2025
23/03 2025
Klassikerkongen satte verdensmesteren på plads i La Classicissima di Primavera
Klassikerkongen satte verdensmesteren på plads i La Classicissima di Primavera
22/03 2025
Copenhagen Sprint: Her er alt du skal vide om de danske WorldTour-løb
Copenhagen Sprint: Her er alt du skal vide om de danske WorldTour-løb
15/03 2025
Optakt: Tirreno-Adriatico 2025
Optakt: Tirreno-Adriatico 2025
09/03 2025