Dossard varmer op til La Vuelta Femenina ved at se tilbage på sidste års duel mellem Demi Vollering og Gaia Realini.
Vi er på dagen før sæsonens første Grand Tour. Det er i morgen, det går løs. I stedet for at tage kolde til kongerriget Spanien, så varmer vi lige en smule op med at kigge på den duel, som kan blive altafgørende i årets version af løbet - nemlig Demi Vollering mod Gaia Realini i bjergene.
Sidste år fik vi en sand forsmag på 2024-Vueltaen, da feltet skulle op ad Lagos de Covadonga og helt ind i skyerne. Det var dronningeetapen, og det var helt bevidst fra løbsarrangørernes side, at det skulle afgøres på det allersidste bjerg. Vollering var rasende inden etapen. Movistar havde snydt hende for føringen, og det var her, at hun skulle bevise, at hun var den retmæssige mester i de spanske bjerge.
Vollering satte sit første hug ind med 10 km igen. Her var der kun én rytter, som sad komfortabelt med i favoritgruppen, og det var vores anden hovedperson i den her fortælling. Realini havde ingen problemer med at følge Vollerings angreb, hvorimod Van Vleuten, Niewiadoma, Muzic med mange flere allerede havde store vanskeligheder her. Vollering fortsatte i sin vanlige stil, hvor hun mekanisk fortsætter med at angribe, indtil modstanderne giver op på at følge efter hende længere. Gruppen blev hurtigt reduceret til kun 4 ryttere: Vollering, Realini, Van Vleuten og Muzic.
Realini sad ubesværet på Vollerings hjul hele vejen, mens Muzic og Van Vleuten havde problemer med at følge med. Muzic måtte slippe med 7 km, og så var de 3 tilbage. Herefter kommer det mest imponerende øjeblik på stigningen. Realinis kæde ryger af, og hun må af cyklen for at få cyklen i gang igen. Vollering og Van Vleuten får slået et hul til italieneren, men det tager hende meget, meget kort tid at komme dansende op til dem igen. Lige for at understrege, hvor stærk en klatrer hun er.
Vi kan formentlig godt forvente, at vi kommer til at gense den måde, som Vollering og Realini angreb på Lagos de Covadonga-stigningen. Det er to forskellige stilarter, som er i spil, og som komplimenterer hinanden på den måde, at Van Vleuten havde ingen chance for at følge med dem.
Hvis det skal afgøres blandt de her to, så er der lagt op til et festfyrværkeri, og når vi så kan tilføje Elisa Longo Borghini, Niewiadoma, Cadzow og wildcardet Lippert, så er der alt mulig grund til at være spændt på, hvad der kommer til at se i årets La Vuelta Femenina.
Kommentarer
Ingen kommentarer endnu.