Få optakterne direkte i din indbakke
Vær sikker på at du aldrig misser en optakt. Skriv dig op til vores nyhedsbrev, og så modtager du en mail hver gang, der udgives en ny optakt.
Hvordan ser årets Tour de France-rute ud? Det giver vi svaret på i denne optakt, hvor du finder en grundig beskrivelse af rute og stigninger i Tour de Fran
Årets Tour de France er helt anderledes end det plejer. Ruten starter i Italien, og det er der jo i princippet ikke noget odiøst i. Det hænder at løbet starter uden for Frankrigs grænser. Det er jo kun et par år siden, at det startede i Danmark.
Nej, det, der er anderledes, er at løbet ikke slutter i Paris. På grund af OL i Paris har arrangørerne valgt en anderledes finale i årets Tour de France, hvilket gør at løbet slutter i Nice.
Årets rute indeholder adskillige bjergafslutninger, to enkeltstarter, grusveje og den kuperede start i Italien og den utraditionelle afslutning i Nice. I denne rutebeskrivelse får du en grundig beskrivelse af ruten. Hver enkel beskrivelse går igen i etapeoptakterne.
Tour de France 2024 indledes med en 1. etape, der er én af de hårdeste nogensinde. Den har flere højdemeter end sidste års hårde indledning i Baskerlandet Rundt. Den sidste stigning er dog placeret længere fra målstregen, så det er ikke sikkert, at den er lige så selektiv som for et år tilbage.
Etapen starter i Firenze, og den første udfordring rytterne skal over, er Col de Valico Tre Faggi (12,5 km - 5,1 %). Jeg forventer egentligt en relativ stor kamp om at komme i udbruddet, da en bjergtrøje her givetvis ville kunne holde langt ind i løbet. Efter den stigning kører de ned ad bjerget igen, inden de når til Côte des Forche (2,5 km - 6,2 %). Den er kort og eksplosiv, men nok ikke så afgørende i sidste ende.
Etapen fortsætter videre hen over Côte de Spinello (7,1 km - 6,0 %). På toppen af den her fortsætter rytterne med at køre svagt opad, inden der følger en skrap nedkørsel og et langt dalstykke hen til næste stigning.
Den hedder Côte de Barbotto (5,8 km - 7,6 %). Fra toppen af denne stigning er der fortsat 70 kilometer endnu, men det er altså dagens fjerde kategorisered stigning. Der mangler fortsat tre.
De tre stigninger kommer lige i rap, og det er her, etapen for alvor skal afgøres. Først kommer Côte de San Leo (4,6 km - 7,7 %), der er den stejleste af dem. Fra toppen af denne går det direkte ned til foden af Côte de Montemagio (4,2 km - 6,6 %). Og herfra følger igen en kort nedkørsel og så en direkte opkørsel af Côte de Saint-Marin (7,1 km - 4,8 %). Det er en trio af bakker, der godt kan lave lidt ballade. Fra toppen af Côte de Saint-Marin er der 25 kilometer til målstregen, der følger efter nedkørsel og flad vej.
Det er en rigtig hård indledning på løbet. Der er store perspektiver i etapen. Det bliver spændende at følge dynamikken blandt holdene, for uden en førertrøje i feltet, hvem tager så ansvar i forhold til at hente et stærkt udbrud?
Bologna er en meget aktiv cykelby i disse år. Udover at være målbyen for det prestigefyldte lille endagsløb, GP Giro dell'Emilia, så var de også værter for Giro d'Italia for nogle år siden. I år går 2. etape af Tour de France så til Bologna, og det bliver en rigtig interessant en af slagsen.
For når turen går til Bologna, betyder det altid at rytterne skal passere San Luca-stigningen, der her i det franske etapeløb hedder Côte de San Luca. Det er en stigning, der med 1,9 kilometer og en stigningsprocent på 10,6 % er ganske, ganske eksplosiv. I Giro dell'Emilia slutter løbet kort efter denne bakke, men her i Tour de France topper dens sidste opkørsel med 12 kilometer til målstregen. Der ventes en anden dynamik på bakken.
To gange skal rytterne over Côte de San Luca: Første gang er med cirka 35 kilometer til måstregen. Fra toppen af denne er der omkring 15 kilometer inden de skal over den igen. Det værste er, at når man har ramt toppen af Côte de San Luca, så går det ikke umiddelbart ned: Nej, der følger et plateau, der ovenikøbet stiger en anelse mere, inden der kommer en nedkørsel. Den gør ondt.
Men eftersom de kører fra Côte de San Luca og ned i terrænet inden det slutter på flad vej, kan der givetvis komme lidt samling igen.
Torino er også en del af Tour de France. Måske kan man huske, at den italienske by var en central del af Giro d'Italia-starten i år, og da byen også er målby for et endagsløb - Milano-Torino, der blev afholdt tilbage i marts med Alberto Bettiol som vinder - ja, så kandiderer den vel nærmest til årets cykelby på den professionelle scene.
Undervejs på etapen kommer feltet forbi Tortona, hvor Fausto Coppi hædres. Det var i denne by, at den italienske mester endte sit liv.
Det er ikke fordi Torino danner rammen om en specielt seværdig etape her i Tour de France. Feltet styrer uden Superga og i stedet er det en flad etape, der ganske vist er lang, men som bør ende i en form for massespurt.
Det er dog løbets første formodede massespurt, og det er jo absolut en væsentlig ting. Det er den her spurt, som de kommende spurter vil blive analyseret ud fra.
Opløbets udfordring bliver at der kommer et 180 grader sving lige før spurten går i gang. Farten kommer helt ned og bliver herefter eksplosiv.
Efter tre etaper i Italien, er det tid til at komme til Frankrig. 4. etape af Tour de France starter i den italienske by Pinerolo, men inden rytterne er i mål, er de kommet over grænsen. Etapen går til Valloire. Er man geografi-kyndig - eller skisportsinteresseret - ved man, at det er i Alperne.
Det betyder at der allerede er bjerge her på 4. etape. Etapen starter faktisk med at køre op ad Sestrières, der med 39, 9 kilometer er en lang stigning, men med en stigningsprocent på 3,7 % er den ikke specielt hård. Efter en nedkørsel herfra, skal rytterne op ad Col de Montgenèvre (8,3 km - 5,9 %), og det markerer grænsen til Franakrig.
Herefter følger en kort nedkørsel, inden det er Col du Galibier (23 km - 5,1 %) der er på programmet. Det er ikke en høj stigningsprocent, men den bliver lidt hårdere mod toppen af stigningen, så derfor kan der sagtens komme lidt forskelle mellem de bedste. Det afhænger selvfølgelig af hvor kørelystne rytterne er.
Fra toppen af Col du Galibier går det ned mod målstregen i Valloire. En tidlig udfordring for klassementsrytterne, men afgjort ikke løbets hårdeste etape.
Efter bjergetapen på 4. etape er det sprinterne, der skal kæmpe om hæder på 5. etape, der går til Saint-Vulbas. Etapen er 177,4 kilometer lang, og alt tyder på at det ender i en massespurt i Saint-Vulbas.
Efter en nem indledning til Chambey efter 66,3 kilometers kørsel kommer der lidt bakker undevejs, men det er småting. Efter omkring 100 kilometers kørsel rammer de Côte du Cheval Blanc (1,5 km - 4,3 %), der ikke just trækker tændr ud. Efter en indlagt spurt rammer de næste bakke, der hedder Côte de Lhuis (3,0 km - 4,8 %).
De sidste 25 kilometer foregår på helt flad vej, og alt er lagt an til en massespurt.
Der er heller ikke meget tvivl om det forventelige udfaldt af 6. etape. Etapen går fra Mâcon til Dijon og strækker sig over 163,5 kilometer.
Der er en kategoriseret stigning i begyndelsen af etapen, men den er nem og herefter er der fladt hele vejen til målstregen. Det er én af de klareste eksempler på en sprinteretape i årets løb, og da både den indlagte bjergspurt og pointspurt er i etapens indledning, så er det svært at se hvad et udbrud har på spil efter kilometer 31,1.
Det kan blive sådan en dag, hvor et meget lille udbrud får lov at stike af indtil der mangler 10-15 kilometer, hvorefter det hele ender i en massespurt.
Enkeltstarten på 7. etape blive ret afgørende i den første del af løbet. Der har været skåret ned på enkeltstartskilometer og antal enkeltstarter de seneste år, men i år er der altså to af slagsen igen.
Den her er ikke specielt hård. Der er en bakke midtvejs på etapen, der naturligvis godt kan mærkes, men i forhold til den der venter på 21. etape, ja, så er den her den nemme af den.
Selvfølgelig er bakken midtvejs på etapen med til at hjælpe bjergrytterne med at vinde lidt tid på specialisterne, men det er fortsat en dag, hvor de bedste enkeltstartsryttere bør kunne kæmpe med om sejren.
Efter et par nemme sprinteretaper, så venter der en mere drilsk en af slagsen på 8. etape til Colombey-les-deyx-Églises. Det er en etape, der efter 183,4 kilometers kørsel sagtens kan ende i en spurt, da finalen er til det.
Men det er ikke en sjov dag at skulle kontrollere udbruddet, så hvis et sprinterhold eller to skal gå frem, så skal det være fordi de virkelig ønsker en etapesejr og deres sprinter er sulten. Jeg tror at en del af sprinterholdene ser situationen an, og vurderer på de sidste 50 kilometer om hvorvidt de skal deltage i føringsarbejdet eller ej.
Hvis den her etape kom senere i løbet, så var jeg overbevist om at det ville ende med at udbrud sejlede hjem. Her i starten af løbet hælder jeg mere til at den er 50/50 - men alt afhænger jo af hvordan løbet er kørt indtil nu.
På den sidste etape inden løbets første hviledag, skal rytterne køre rundt i området omkring Troyes. Etapen både starter og slutter i Troyes, og over de 199 kilometer skal de undervejs passere en række gruspassager.
Årets Giro d'Italia havde en etape med grus, men her var der kun ganske få passager. Tour de France-arrangørerne har skruet op for både antallet af passager og den samlede distance af grus. Den her etape kan godt skabe en del virak, for hvor grusset i Giro d'Italia mest var for æstetikkens skyld, så kommer det her grus til at spille en rolle i det samlede resultat.
De 14 passaer udgør tilsammen 32 kilometers grus. Der er fortsat langt op til de 71 kilometer, der var i årets Strade Bianche, men det er altså 20 kilometer mere end i Giro d'Italia.
De sidste 6 passager kommer lige efter hinanden på den sidste del af etapen, så her kan der omme lidt ballade. Til gengæld er bakkerne på den første del af etapen. De spiller ind i den samlede hårdhed af etapen.
Det bør blive en ret seværdig etape, om ikke andet fordi det er flot, når rytterne fræser rundt på gruset. Hvis der kommer regn forsvinder de hvide støvskuer og i stedet kommer mudderet frem.
Den flade rute på 10. etape gør alt for at ligne en massespurt. Finalen i Sain-Amand-Montrond kalder på de hurtigste ryttere i feltet. Og det er da sandsynligvis også dem, der kæmper om sejren på denne etape.
Men det er en rute, hvor der er flere strækninger, der er åbne, og da ruten skifter retning flere gange på de sidste 30 kilometer, så er der afgjort sandsynlighed for at det ender i en form for sidevindskørsel.
Det var jo faktisk det, der kete tilbage i 2013, hvor Mark Cavendish vandt en lille gruppespurt foran ryttere som Peter Sagan, Bauke Mollema, Jakob Fuglsang og Alberto Contador, mens et jagende hovedfelt med Chris Froome, der endte med at vinde løbet, kom ind over streget mere end ét minut efter. Vinden kan være vanvittigt afgørende her.
Hvis vinden udebliver, så bliver det en sprinteretape, hvor bakken i finalen kan fungere som afsæt for et angreb.
På 11. etape af Tour de France skal feltet fra Évaux-les-Bains til Le Lioran. Det er den eneste etape i Massif Central, og det ses tydeligt. Det er en etape, der har en "nem" indledning, men herefter en drilsk finale med flere atypiske bakker.
De første 160 kilometer er relaterede ukomplicerde. Her kan et udbrud blive etableret. Men bemærk at ruten ikke er flad - det går op og ned hele tiden. Hvis der er hård kamp om at komme i udbruddet, kan det blive en ubarmhjertig start på dagen.
I finalen venter fire stigninger. Den første er den hårdeste. Cirka 35 kilometer før målstregen topper Col de Néronne (3,8 km - 9,1 %). Efter den følger der ingen nedkørsel. I stedet kommer Muy Mary Pas de Peyrol (5,4 km - 8,1 %) lige umiddelbart efter. Fra toppen af denne er der 21 kilometer til målstregen.
Den følges umiddelbart af en nedkørsel, der fører rytterne til foden af Col de Petrus (4,4 km - 7,9 %). Igen kører rytterne direkte ned efter toppen, og så står de ved foden af Col de Font de Cère (3,3 km - 5,8 %), der er dagens sidste udfordring. Det er også den nemmeste af de fire stigninger.
Den stigning toppen 2,5 kilometer før målstregen, hvor det går lige ud til målet.
Årets Tour de France har en række af de her etaper, der kan ende i en massespurt, hvis sprinterne arbejder dedikeret for det, men som også kan ende med at et udbrud sejler hjem. Det er også tilfældet på 12. etape, der går til Villeneuve-sur-Lot og strækker sig over 203,6 kilometer.
Det er længe siden Tour de France sidst har gæstet Villeneuve-sur-Lot, men ved de seneste to lejligheder er det endt med at udbruddet har vundet. Senest var dog i 2000, hvor Erik Dekker sejrede fra udbruddet. Det var en anden tid.
Det afhænger meget af løbets dynamik på det her tidspunkt. Har der været en suveræn sprinter? Jamen så er det hold nok alene om at jagte - og så bliver det svært at hente udbruddet. Har sprinterfeltet været jævnbyrdigt? Så ser det nok anderledes ud. Og eftersom morgendagens etape til Pau virker nemmere at kontrollere, så er det meget muligt at den her afgøres i et udbrud.
Der er et par hårde bakker på de sidste 40 kilometer, men det når at flade ud, og selve finalen er nem. Langt de fleste sprintere bør kunne overleve de her udfordringer, så hvis sprinterholdene fortsat har en del hjælpere til overs, så bør det blive en massespurt i Pau.
Årets Tour de France er meget hårdt i den afgørende fase af løbet, og denne etape til Pla d'Adet markerer begyndelsen på den afgørende fase. 14. etape af Tour de France 2024 går fra Pau til Saint-Lary-Soulan og strækker sig over 152 kilometer.
På de første 70 kilometer kommer rytterne til at kæmpe om at komme i udbruddet. Den flade start besværliggører - men ikke umuliggører - udbrudsetableringen for de spinkle klatrere, men det er en klatrer, der skal vinde en etape som denne.
Først skal rytterne nemlig op ad Col du Tourmalet (19,0 km - 7,4 %). Det er i princippet dagens hårdeste udfordring. Jeg forestiller mig at favoritholdene vil sætte et drænende tempo op ad denne stigning.
Herefter går turen videre til Horquette d'Ancizan (8,2 km - 5,1 %). Det er en stigning, der afbrydes af en kort nedkørsel og en flad passage, men som stigningsprocenten afslører, er det jo ikke dagens hårdeste stigning. Her skal momentum fastholdes.
Det hele bliver afgjort på Pla d'Adet (10,6 km - 7,9 %). Det er en stigning, der hårdest i bunden, hvor den på de første 3-4 kilometer stiger med to-cifrede procenter. Den flader lidt ud mod toppen, så man skal have lavet forskellen på stigningens første seks kilometer, ellers bliver det svært.
Det er en stigning, der blev brugt første gang i 1974, hvor Raymond Poulidor sejrede. I nyere tid er den blevet brugt i 2001, hvor Lance Armstrong vandt. Fire år senere vandt George Hincapie på stigningen, inden det var Rafal Majka, der vandt her i 2014. Siden er den ikke blevet brugt i Tour de France. I alle tre tilfælde siden 2001 er der blevet skabt tidsforskelle mellem de bedste i klassementet.
Festen fortsætter i Pyrenæerne på 15. etape af Tour de France 2024. Allerede fra starten går det op, når de første 6,9 kilometer stiger med 7,8 % på stigningen Col de Peyresourde. Det burde sikre, at dagens udbrud består af nogle dygtige klatrere. Det er en ubarmhjertig start på dagen, og jeg forventer nok, at der er et par ryttere, der tidligt kommer i krise.
Herefter kommer der - rutemæssigt - lidt ro på, inden fletet skal op ad Col de Menté (9,3 km - 9,1 %) og bagefter Col de Portet-d'Aspet (4,3 km - 9,7 %). De første 65 kilometer af ruten er umanerligt hård. Men det efterfølgende lange dalstykke bør neutralisere det meste. I stedet ligner det snarere en etape, hvor de store hold vil gøre meget for at få stærke satelitryttere med i udbruddet.
For det er først oplagt at gøre noget på Col d'Agnes, der starter efter 127,8 kilometers kørsel. Stigningen er 10 kilometer lang og stiger med 8,2 %, hvilket gør det til en hård stigning. Herefter følges den op med Port de Lers, der er en lille knold.
Hvis det er lykkedes nogle af holdene at få stærke folk med i udbruddet, så kan man lave et udspil på Col d'Agnes. Stigningen er så hård, at man kan få sat nogle ryttere under pres, men hvis det skal føre til noget, skal man have hjælpere med på de 35 kilometer, der er fra toppen af Port de Lers til bunden af Plateau de Beille. Ellers er det formålsløst.
På Plateu de Beille (15,8 km - 7,9 %) fortsætter festen så. Det er en stigning, hvor Marca Pantani (1998), Lance Armstrong (2002 og 2004), Alberto Contador (2007) og Joaquim Rodriguez (2015) har vundet, så det ikke et sted, hvor man kommer sovende til triumf. Stigningen blev også brugt i 2011, hvor Jelle Vanendert i sit livs form sejrede.
Når Tour de France-feltet rejser mod Nîmes, så sker det på en relativt nem rute. Det betyder ikke, at det her er en nem etape.
For som tilfældet ofte er i Frankrig, så blæser der en vind, der kan påvirke etapens udfald. På den her etape kan rytterne risikere, at mistralvinden blæser kraftigt, og det vil i så fald ekslplodere feltet i atomer.
Omvendt kan vinden også udeblive, og så er det en forholdsvis nem sprinteretape, der venter.
På 17. etape af Tour de France ligner det en rolig dag, hvor et udbrud kan få lov til at stikke afsted. På etapen, der går fra Saint-Paul-Trois-Chãteaux og hen til Superdévoluy er de første 140 kilometer relativt rolige.
I finalen kommer der dog lidt stigninger. Først venter Col Bayard (6,8 km - 7,3 %). Det er jo en hård stigning i sig selv, men fra toppen af denne resterer der endnu 33 kilometer til mål, og eftersom der ikke er nogle udfordringer før den her stigning, så må det fortsat være et relativt stort felt, der er samlet ved foden af næste udfordring, Col du Noyer (7,5 km - 8,4 %).
Men på Col du Noyer kan man lave ballade. For efter den skrappe stigning, venter en nedkørsel inden rytterne skal op ad Côte de Superdévoluy (3,8 km - 5,9 %). Målbakken er ingenlunde særligt hård, og hvis de sidder samlet i front, så er det svært at se dem lave forskelle her. Forskellen skal ske på Col du Noyer.
Hvis den her etape skal rykke noget i klassementet, så tror jeg, at arbejdet skal bgynde på Col Bayard og fortsætte hen over Col du Noyer. De to stigninger vil samlet set udgøre en reel udfordring, men eftersom de første 140 kilometer er relativt nemme, skal der altså skrues op for tempoet.
Der er vel ikke en større udbrudsetape i årets Tour de France end 18. etape til Barcelonnette. Etapen falder så sent i løbet, at meget få hold ønsker at sidde og kontrollere et felt - og på den her etape giver det måske heller ikke mening.
Fo det er en etape, hvor det går op og ned hele dagen. Stigningerne står i kø efter hinanden, men ingen af dem er så hårde eller lange, at de er svære isoleret set. Alle fem stigninger på etapen er kategori 3.
Finalen er et svagt stigende opløb, men det er samtidigt også en finale, hvor det er svært at skabe en forskel.
Det er en etape, hvor udbruddet kommer til at køre om sejren, mens favoritfeltet kommer ind lang tid efter. Mit bud er omkring et kvarter. Det er en dag, hvor alle kan slappe lidt af.
19. etape af Tour de France 2024 til Isola 2000 er for mig at se løbets konge-etape. Selv om Isola 2000 er en stigning, der ofte har været nævnt omkring Tour de France, så er det kun anden gang, at stigningen er målbjerg i herrernes udgave. Første gang var i 1993, hvor Tony Rominger vandt, mens Bjarne Riis blev nummer seks på etapen.
I årets Tour de France skal de først over Col de Vars (18,8 km - 5,7 %), der ikke er specielt hård. Det er bare opvarmning til de senere strabadser.
Det er dog først på Cime de la Bonnette (22,9 km - 6,9 %), at kæden for alvor bliver stram. Kombinationen af længden og en stigningsprocent på noget nær 7 % kommer til at gøre meget ondt på rytterne, hvis der bliver kørt til. Men det værste er måske, at rytterne kommer op i 2800 meters højde. Luften bliver uhyre tynd heroppe.
Isola 2000 stiger med 7,1 % i snit, og det er særligt i bunden, den er hård. Det er to uhørt hårde stigninger, der kommer lige efter hinanden, og det kan virkelig ende med at gøre ondt på nogle af rytterne.
20. etape: Nice - Col de la Couillole, 133 kilometerHvis 19. etape af Tour de France 2024 var løbets konge-etape, så er 20. etape der, hvor man som hold kan lave mest ballade. Der venter hele fire kategoriserede stigninger.
Etapen starter med at køre op ad Col de Braus (10,0 km - 6,6 %). Det er ikke en stigning, der i sig selv gør det store, og den blegner da også i forhold til de tre, der fortsat kommer udefra. Jeg forventer at udbruddet kører afsted her.
Herefter venter Col de Turini (20,7 km - 5,7 %). Stigningsprocenten er lav, men det skyldes at de første 10 kilometer er relativt rolige, inden de sidste 10 kilometer stiger med mellem 5-9 % hele vejen. Her kan der sættes pres på.
Efter Col de Turini komer Col de la Colmiane (7,5 km - 7,1 %). Hvis der er sat et hårdt tempo på Col de Turini, så fastholdes det her på den her stigning. Hvis de derimod har kørt Col de Turini lidt roligt, så forventer jeg at tempoet bliver skruet drastisk op her.
Jeg må dog erkende, at jeg forventer det bliver afgjort på Col de la Couillole (15,7 km - 7,1 %). Det er en stigning, der er konstant hård fra foden af bjerget til toppen. Her kan man sætte et tempo.
Det hårdeste ved etapen er dog næsten, at den kun er 133 kilometer lang. Det betyder af og til at rytterne er mere klar til at smide hæmningerne og køre offensivt.
På grund af OL i Paris er sidste etape rykket væk fra Champs Elysees. I stedet køres der en enkeltstart fra Monaco til Nice. Det er ikke nyt, at der køres enkeltstart på sidste etape. Det skete jo blandt andet i 1989, hvor Greg LeMond tog sejren.
Men nu venter der altså en enkeltstart på 34 kilometer. Undervejs skal rytterne over La Turbie (8,1 km - 5,6 %) og Col d'Eze (1,6 km - 8,1 %). Det gør det til en rigtig hård enkeltstart, og hvis klassementet er tæt før denne etape, så kan der i den grad ske omvæltninger.
Det bliver lidt en tilvænning at den 21. etape af Tour de France pludselig kan bruges til at lave klassementsforskydninger. Jeg kan godt lide det, men jeg kan også lide paradeafslutningen i Paris.
Vær sikker på at du aldrig misser en optakt. Skriv dig op til vores nyhedsbrev, og så modtager du en mail hver gang, der udgives en ny optakt.
Kommentarer
Ingen kommentarer endnu.