Skal man tro den mest anerkendte cykeljournalist, når det kommer til transfers, skal Oier Lazkano i de kommende tre sæsoner tørne ud for Bora-hansgrohe.
I gamle dage sagde man altid, at det var under Tour de France at de mange rygter om transfers fandt sted. Det var her, holdene kunne tale med alle agenterne og få sat de sidste signaturer på de forskellige papirer.
Men nu sker det meget tidligere. Og ét af de holdskifte, vi kommer til at skulle vænne os til fra den kommende sæson, er sandsynligvis at den spanske udbrudskonge, Oier Lazkano, skifter Movistar ud med Bora-hansgrohe fra den kommende sæson. Det skriver journalisten Daniel Benson på sin X-profil.
Her bliver stærke Oier Lazkano en væsentlig brik for Primoz Roglic og resten af mandskabet. Den famøse energidrikkoncern, Red Bull, overtager holdet og det betyder givetvis at holdet styrkes yderligere over de kommende sæsoner.
Oier Lazkano har angiveligt sat sin signatur på en tre-årig kontrakt med storholdet.
Det er Daniel Benson, der breaker de fleste transfers. Han har postet flere transfers på sin X-profil. Blandt andet bekræfter han, at Lenny Martinez skifter til Bahrain-Victorious, som vi skrev om forleden. Det drejer sig om en tre-årig kontrakt til en værdi af 6 millioner euro.
Ligeledes kan han berette, at Alex Aranburu skifter til et fransk hold, mens formstærke Jhonatan Narvaez kan være på vej til Movistar. Kamil Gradek fortsætter også karrieren hos Bahrain, da han underskriver en forlængelse på 1-2 år med mandskabet.
Vi skal dog vente til den 1. august, før holdene officielt kan bekræfte at de har skrevet med de forskellige ryttere.
Kommentarer
Ingen kommentarer endnu.