Antonio Tiberi er i øjeblikket nummer fem i klassementet. Hans egen præstation overrasker ham en smule indtil videre.
I skrivende stund er Antonio Tiberi den bedste italienske rytter i Giro d'Italia. Den unge rytter fra Bahrain-Victorious befinder sig på femtepladsen i klassementet, ligesom han også kan iklæde sig den hvide ungdomstrøje.
Og det overrasker Tiberi en anelse.
- Jeg er en smule overrasket. Det er første gang, jeg prøver at køre klassement, og det er helt sikkert ikke nemt. Det er også min første Giro d'Italia, så jeg har måske ikke så meget erfaring, udtaler italieneren til Global Cycling News.
Tidligere i løbet fik Antonio Tiberi ros fra Tadej Pogacar, fordi italieneren var den eneste, der turde angribe i løbet.
- Jeg er meget glad for min Giro indtil nu, og nu hvor jeg er nummer fem i klassementet, så vil jeg helt sikkert forsøge at bevare den position og måske også forsøge at rykke lidt frem og vinde noget tid på nogle etaper, særligt på enkeltstarten, udtaler Tiberi, der senere i dag skal ud på den afgørende enkeltstart.
Antonio Tiberi er én af de klassementsryttere, der forventes at klare sig bedst på enkeltstarten, men det er næppe ham, der kommer til at vinde den flade enkeltstart. Det kan du læse lidt mere om i optakten til 14. etape.
Kommentarer
Ingen kommentarer endnu.