Marianne Vos stjal sejren i Amstel Gold Race, da hun kastede cyklen ind foran Lorena Wiebes, som allerede var i gang med at juble.
Lorena Wiebes var helt sikker på, at hun havde vundet løbet. Hun havde taget armene i vejret i rigtig god tid, men til hendes venstre side kom den rutinerede legende Marianne Vos, og hun kastede cyklen hen mod målstregen for sejren. Norske Ingvild Gåskjenn fik den sidste placering på podiet.
Det var et anderledes Amstel Gold Race, som blev kørt i dag. Løbet blev neutraliseret, og da rytterne endelig kom på asfalt igen, så var der altså kun lidt over 50 km til mål. Det gav et andet cykelløb, end vi alle havde forventet at få. Ikke desto mindre så skulle Cauberg, Bemelerberg og Geulhemmerberg passeres 3 gange.
Inden spurten havde et udbrud med Van Agt, Ricarda Bauernfiend og Yara Kastelijn været i udbrud. Det begyndte da også med 10 kilometer tilbage af løbet at ligne, at de kunne stjæle sejren. Det var kun indtil, at Lidl-Trek og SD-Worx Protime satte tempo på i feltet, og så var det dødsdømt. Op ad Cauberg blev de hentet, og så var det altså favoritternes tur til at afgøre.
Det anderledes løb gjorde også, at Lorena Wiebes kunne kæmpe sig med op over Cauberg, da det ikke længere var så krævende for en rytterprofil som hende. Længe lignede det da også, at det skulle komme hende til gode, men hovmod det står altså for fald, og det kunne Visma-Lease a Bike altså udnytte i dag i hjemlandet.
Efter lidt over en halvanden times cykelløb i det hollandske terræn, så kunne Marianne Vos altså lade sig hylde som vinderen af Amstel Gold Race. Hun vandt også løbet tilbage i 2021.
Results powered by FirstCycling.com