Få optakterne direkte i din indbakke
Vær sikker på at du aldrig misser en optakt. Skriv dig op til vores nyhedsbrev, og så modtager du en mail hver gang, der udgives en ny optakt.
Sprinterne får en ny chance for at triumfere på 4. etape, men det er svært at se, hvem der skal besejre suveræne Lorena Wiebes, der vandt på 3. etape.
Lorena Wiebes sejrede på 3. etape af Tour de France Femmes, hvilket var helt som ventet. Hollænderen har nærmest ikke tabt i år, og det var ventet, at hun ville vinde.
Etapen blev dog præget af et stort styrt i finalen, der endte med at tage flere sprintere ud af spurten. Danske Amalie Dideriksen var nede, mens også Elisa Balsamo - Wiebes' nærmeste rival - måtte misse spurten. Værst var det måske for Demi Vollering, der blev liggende i et stykke tid. Det ser skidt ud for Vollerings chancer i årets løb.
4. etape: Saumur - Poitiers
På 4. etape skal rytterne fra Saumur til Poitiers. Etapen er 130,7 kilometer lang.
Der er ikke så mange dikkedarer her: Det bør ende i en massespurt. Der er selvfølgelig altid faren for sidevind her i Frankrig, men det virker ikke til at være en reel mulighed her.
Den helt store favorit vil igen være Lorena Wiebes (SD Worx). Hun taber meget sjældent en spurt. Ja, faktisk er hun så suveræn, at det kan undre at nogle af de øvrige hold af og til hjælper til i jagten fremfor at gå efter udbruddet. Hvis udbruddet hentes, er det svært at se en anden vinder end Lorena Wiebes.
Hvem skal true hende?
Marianne Vos (Visma) kom tættest på i seneste spurt. Hun har dog ikke helt Wiebes' fart, og hun har et par gange forsøgt at starte spurten før hende i et forsøg på at overraske hende. Hun er uhyre stabil og skal nok få en pæn placering, men jeg ser ikke farten til at overhale Wiebes i en spurt. Det er jo den anden udfordring: Oftest starter Wiebes spurterne fra front.
Der er også Elisa Balsamo (Lidl-Trek). Hun røg i asfalten, og hvis det var hende, der blev liggende i et stykke tid, så ligner det, at det gjorde lidt ondt. Holdet meldte dog at hun var okay efter etapen, men jeg er lidt varsom med at tro for meget på hende.
Ally Wollaston (FDJ-Suez) var med i spurten og blev nummer tre. Med tanke på at Vollering røg hårdt i asfalten i spurten, kan det ske at hun får lidt mere støtte, men farten er nok ikke til meget mere end den der tredjeplads.
Hos Picnic endte de med at køre for Megan Jastrab (Picnic PostNL). Hun blev nummer fire. Holdet har jo egentligt et ganske kompetent tog. Jeg er spændt på om det er hende, de kører for, eller om de går med Rachele Barbieri
På 3. etape røg Amalie Dideriksen (Cofidis) i asftalen. Hun var efterfølgende mest irriteret over at chancen for at spurte var gået tabt. Det er ikke til at sige, om hun er hæmmet af styrtet.
Vær sikker på at du aldrig misser en optakt. Skriv dig op til vores nyhedsbrev, og så modtager du en mail hver gang, der udgives en ny optakt.
Kommentarer
Ingen kommentarer endnu.