Feltet er kommet til Flèche Wallonne Femmes, og nu er det tid for kvinderne til at tackle frygtindgydende Mur de Huy.
Feltet ruller videre. Turen går til Huy, og når vi lige har haft en tam omgang i Amstel Gold Race, så kan vi godt tillade os at sige, at nu tager vi hul på Ardennerne. Normalt er jeg med på 'Team Amstel Gold Race er en del af Ardennerne', men når vi fik så ringe et cykelløb i år, så er det også værd at huske på, at Limburg af alle steder i verden da slet ikke ligger i Ardennerne. De er blot adopteret. I Huy går vi i gang, og det kan næsten ikke skuffe. Udfordringen kan være, at undertegnede muligvis har for høje forventninger.
Det her bliver især stort, da det er tilrettelagt sådan, at kvinderne slutter en time efter mændene på et propfyldt Mur de Huy.
Demi Vollering er den forsvarende mester efter hendes flotte tur op ad Mur de Huy for et år siden. Her satte hun tempo på fra bunden og blev så ved med at angribe Liane Lippert og Mapi Garcia, som var de eneste, der kunne stille noget op imod hende for et år siden. Kan Vollering gentage sin succes i Van der Breggen-løbet? Det tegner godt, når hun har mesteren selv til at hjælpe hende med at lave en strategi for, hvor hun skal angribe. Det virkede sidste år til perfektion.
Ruten
Der er ingen ændringer fra den rute, som rytterne skulle ud på sidste år. Det er 146 kilometer op og ned ad den bakkede rute, som giver den helt rigtige fornemmelse af, at vi altså er kommet til Ardennerne. De kører ud på de walloniske landeveje, som ligner Ardennerne, fordi - det er Ardennerne! Det var sidste skud mod Amstel Gold Race. Det lover jeg. Halvejs begynder de så på 'runden', der skal køres to gange, hvor de skal passere Côte d'Ereffe, og som har Mur de Huy som det selvfølgelige højdepunkt.
Mur de Huy er den frygtindgydende stigning, hvor Flèche Wallonne skal vindes. Det er ikke den længste stigning, men den hedder muren af en grund, og den når op på de 17%, hvor den er stejlest. Alle ryttere har inden løbet går i gang en idé om, hvor de helst vil angribe fra. Vollering har sit spot omkring 300 meter fra målstregen, hvor hun i hvert fald vil forsøge at gøre sit sidste hug, hvis hun kan formå at positionere sig til det i år.
Hvem vinder løbet?
Hvor Amstel Gold Race er blevet til et løb, hvor alle ryttere på den ene eller den anden måde kan være med (Wiebes var rent faktisk ved at vinde løbet), så er det en helt speciel type, som der kan vinde løbet her i Huy. Vi skal finde
Det er umuligt ikke at starte hos SD-Worx Protime og Demi Vollering. Hun er favoritten og den forsvarende mester, men der er ingen tvivl om, at det ikke er den samme Vollering i år, som vandt løbet sidste år. Sidste år var hun simpelthen bare stærkere end de andre, og hun kunne få lov til at køre Mur de Huy præcis, som hun ville det. Det kommer hun næppe til i år, og hun kan ikke siges at være så stor favorit, som hun nok egentlig gerne ville være her.Hun har mesteren selv, Anna van der Breggen, i sit hjørne, og der er fortsat meget, der taler for, at hun kan fortsætte SD-Worx Protimes dominans. De har også en outsider i Niamh Fisher-Black, som er dygtig til at klatre, men aldrig helt har fået sat det helt sammen. Hun kan sagtens følge med her, hvis hun har muligheden og benene.
Næste sted at lede er holdet, hvor den mest formstærke rytter lige nu kører, Lidl-Trek. Den muligvis stærkeste rytter i feltet på vej ind i løbet - nemlig Elisa Longo Borghini. Flèche Wallonne har ofte været lige ved og næsten for hende, men hun har inden for de senere par år mere været længere væk end tættere på. Hun er stærkere nu end de senere par år. Det er dog ikke hendes store mål. Hun har sat næsen op efter Liege, så det er vigtigt også at have spotlight på muligvis den mest spændende rytter på startlisten. Lidl-Treks Gaia Realini. Hun er en rendyrket klatrer, som er bygget til at køre op ad Mur de Huy. Sidste år åbnede hun alt for sent, og selvom hun så utrolig stærk ud, så blev det kun til en 3. plads. Efterfølgende beviste hun i Vueltaen, at hun kunne følge med en utroligt stærk Vollering op ad de stejleste stigninger, og som tidligere nævnt er det ikke samme Vollering i år. Realini bør have mere respekt, end de fleste nok vil give hende i år. Det stjernespækkede hold har også Shirin van Anrooij med, som, selvom hun ikke havde noget stærkt Amstel Gold Race, så er hun altid en rytter, som man skal have med i tankerne, men det er ikke på Mur de Huy, at man skal regne med, at hun kan gøre den afgørende forskel.
Det er svært ikke at have lyst til at skrige til himlen, at det er nu, Kasia Niewiadoma vinder. Mur de Huy er bygget til hendes styrker, og det ville være passende, at hun kunne få lov til at vinde. Da det var stejlest i Strade Bianche, der virkede Niewiadoma til at have det noget bedre end Longo Borghini havde, men det har været svært at finde den rette timing. Canyon//SRAM stiller med et stærkt hold, hvor også Elise Chabbey og Antonia Niedermaier er med. Især sidstnævnte bliver spændende at følge, hvis hun har benene. Hun kan sagtens være et overraskende element - ligesom hun var det i sidste års Giro d'Italia. Hun er en joker for dem at have med, hvor Chabbey formentlig mere sidder i en låst rolle.
Ashleigh Moolman er en af de mest stabile ryttere, når det kommer til Mur de Huy. Hun ved lige præcis, hvordan hun skal pace sig selv, men hun har aldrig været stærk nok til selv at være toneangivende. Det bliver også svært for hende i år, men vi har lige set en rutineret legende vinde Amstel Gold Race, og når der er en svag Vollering samt en stor uvished hos de andre ryttere, så kan det sagtens være, at det 38. leveår skal være året, hvor Moolman vinder Flèche Wallone.
Mavi Garcia fra Liv AlUla Jayco skal nævnes qua hendes flotte placeringer de sidste par år, men det bliver svært for hende at følge op på dem i år. Fem Van Empel fra Visma-Lease a Bike er et ubeskrevet blad, som har potentialet til at blive en rigtig god Ardenner-rytter, men som fortsat er så rå, at det virker for tidligt for hende at kunne kæmpe med om sejren endnu.
Selvom der er noget uvished omkring vinderen af det her løb, så skal vinderen ikke findes nede blandt de helt store outsidere. Der er nogle, som kan være med i et langt stykke, men det bliver simpelthen for svært at vinde den her.
Dossards bud på en vinder
Gaia Realini
Danskervinklen
Alberte Greve er med igen for Lotto-Dstny, og det er fortsat bare for hende at lære, suge til sig, arbejde med sin positionering og hjælpe de andre bedst muligt. Uno-X har ikke offentliggjort deres hold endnu, men det er ikke forventet, at de inkluderer Solbjørk Minke Anderson, selvom hun virkelig viste sig flot frem i Amstel Gold Race i søndags.
Hvor vises det?
Tv2sport fra 16.50 og Eurosport 1 fra 16.55