Få optakterne direkte i din indbakke
Vær sikker på at du aldrig misser en optakt. Skriv dig op til vores nyhedsbrev, og så modtager du en mail hver gang, der udgives en ny optakt.
Sideløbende med Paris-Nice køres Tirreno-Adriatico. For et år siden vandt Jonas Vingegaard, men i år er han ikke med. Hvem overtager den gyldne trefork?
Imens de kører mod solen i Frankrig, kæmper de om de to have i Italien, hvor de kører fra det Tyrhenske hav til Adriaterhavet. For et år siden var det Jonas Vingegaard, der kunne gribe treforkspokalen og lade sig hylde som vinder af det italienske etapeløb, men i år stiller danskeren ikke op til et titelforsvar.
Og da hverken Tadej Pogacar eller Remco Evenepoel heller stiller til start i løbet, er det altså et WorldTour-løb uden de tre største fænomener.
Det er en ret klassisk etape, der venter rytterne i Tirreno-Adriatico.
1. etape: Lido di Camaiore - Lido di Camaiore, 11,5 kilometer

Det er den helt klassiske, flade og tekniske svære enkeltstart, der indleder Tirreno-Adriatico. Der er ikke alverden at sige om ruten på 1. etape af Tirreno-Adriatico.
2. etape: Camaiore - Follonica, 192 kilometer

Den første del af Tirreno-Adriatico plejer at være sprinternes løb. Det er også tilfældet i år, hvor 2. etape af Tirreno-Adriatico bør ende i en massespurt i Follonica. Der er nemlig ikke mange udfordringer undervejs på ruten.
Finalen er teknisk. Med 300 meter til målstregen kommer der nemlig et skarpt 90 grader sving, der tager farten helt ud af spurten. Det er således væsentligt at komme først igennem her og så være en eksplosiv rytter.
3. etape: Follonica - Foligno, 239 kilometer

Det bliver lidt mere kringlet på 3. etape af Tirreno-Adriatico. Det meste af etapen er relativt flad. Der kommer lidt i finalen, men det er væsentligt at huske på, at de sidste 18,5 kilometer blot stiger med 3,1 % i snit.
Det er altså langtfra den værste finale.
De første to kilometer stiger med 8,1 %, men herefter flader den ud. En hurtig rytter kan overleve her og vinde finalen - det må være god træning forud for Milano-Sanremo.
4. etape: Norcia - Trasacco, 190 kilometer

Efter en hård første halvdel, falder ruten til ro på den anden halvdel af 4. etape af Tirreno-Adriatico.
Finalen kalder på en spurt, men indledningen kommer til at gøre det svørt for nogle sprintere at overleve. Særligt hvis nogle hold sætter tempo på op ad Valico la Croceta.
Meget afhænger af hvordan der køres her, for der er tid til at komme tilbage, hvis man bliver sat - men hvis et hold holder et vedvarende tempo, bliver den opgave pludselig markant sværere.
5. etape: Ascoli Piceno - Pergola, 205 kilometer

Det er på 5. etape, at løbet begynder at gå ind i sin afgørende fase.
Her venter en kuperet etape fra Ascoli Piceno til Pergola. Der er to bakker i finalen, hvor det særligt er Monterolo-bakken der er væsentlig. Den topper med 2,5 kilometer til målstregen.
Monterolo er 3,9 kilometer lang og stiger med 6,7 % i snit. De sidste 300 meter stikker op med 8,6 %, så her kan man forsøge sig med et eksplosivt ridt.
6. etape: Cartoceto - Frontignano, 163 kilometer

Det er på 6. etape, at vi finder løbets konge-etape. Det hele handler om den afsluttende stigning, Frontignano.
Over de 7,6 kilometer den kører, stiger den med 7,9 % i snit. Det er en ret hård stigning, de har fundet. Mig bekendt har den ikke rigtig været brugt før i cykelløb, så jeg glæder mig meget til at følge den. Det er her, løbet skal afgøres.
7. etape: Porto Potenza Picena - San Benedetto del Tronto, 147 kilometer

Det er lidt forskelligt om løbet slutter af med en enkeltstart eller en flad etape.
I år har de valgt en flad etape. Typisk er det en dag for sprinterne, og jeg forestiller mig ikke andet i år. Der er en bakke midtvejs, der fungerer som et godt afsats for mulige angreb, men det bør i sidste ende blive en spurt.
Med fraværet af Jonas Vingegaard - der kører Paris-Nice i stedet for - Tadej Pogacar og Remco Evenepoel, skal man lidt længere ned i rækkerne for at finde en favorit. Det er måske ikke helt fair over for Juan Ayuso (UAE Team Emirates), der står tilbage som løbets favorit, for Ayuso er utvivlsomt et meget stort talent - han har bare ikke helt taget den helt store, forløsende triumf endnu, der gør at man siger at han har indfriet talentet. Heller ikke selvom han vandt Baskerlandet Rundt for et år siden.
Alligevel er han dog den klare favorit. Han er startet som en motorcykel og vundet et par endagsløb, men nu skal han også træde op på øverste niveau og vinde her. Det kan han godt, for udover at være i rasende god form, så er han også omgivet af et stærkt hold. For et år siden var han den eneste, der var i nærheden af Vingegaard, uden for alvor at være tæt på ham. Jeg tror, han træder et skridt op i år.
Hvem skal udfordre ham? Ifølge bookmakerne er det holdkammeraten Adam Yates (UAE Team Emirates). UAE har i flere af disse løb bevist, at de godt kan holde flere klassementskaptajner inde i løbet samtidigt, og det forventer jeg også, de gør her. Vi kan få en situation som i Schweiz Rundt for et år siden, hvor Yates mere eller mindre konkurrerede mod holdkammeraten Almeida mere end de øvrige rivaler. Det er en solid rute for Yates, der dog må forventes at tabe tid til Ayuso på den indledende enkeltstart. Holdet råder også over Isaac del Toro (UAE Team Emirates), der meldes i glimrende form.
Hvem kigger vi så på? Tja. Sandheden er at feltet herefter indeholder flere spørgsmålstegn. En rytter som Antonio Tiberi (Bahrain) har et højt topniveau, men jeg er ikke helt solgt på hans bundniveau, og hvor står han egentligt formmæssigt? Det er ikke helt til at vide. Det samme kan man ikke sige om Pello Bilbao (Bahrain), der helt modsat Tiberi har et meget solidt bundniveau og en god formkurve: Til gengæld er han bare sjældent typen der vinder. En topplacering er mulig, men topplaceringen? Nej, det tror jeg ikke.
Lidl-Trek sætter deres lid til Giulio Ciccone (Lidl-Trek), og hvis han kan begrænse et tidstab på enkeltstarten, så er det jo en fin rute for ham. Han er en solid klatrer, han er i solid form. Det bør kunne blive ret godt for ham.
Hvad med Simon Yates (Visma)? Han vil nok gerne ud og vise sit nye hold, at han kan spille lige op mod alle UAEs løjtnanter. Det er sæsonens første løb, så ingen aner, hvor han står, men omvendt plejer han jo at være godt kørende her. Og et skifte kan som bekendt løfte ryttere betragteligt. Jeg vil ikke lukke døren for ham. Jeg tror i al fald mere på ham, end jeg gør på dieselrytteren Cian Uijtdebroeks (Visma) fra samme hold. Ham har jeg ikke meget fidus til i øjeblikket, men han kan jo overraske.
Der er også ryttere som Derek Gee (Israel Premier Tech), Jai Hindley (Red Bull) og Valentin Paret-Peintre (Soudal-Quick Step). Jeg glæder mig til at se dem alle tre. Gees klassementskamp er spændende at følge med i. Hindley er på dagen én af de bedre klatrere i feltet. Og Valentin Paret-Peintre har bare gang i noget rigtig spændende. Men det er svært at se dem vinde løbet. Sidstnævnte kører på hold med Mikel Landa (Soudal-Quick Step), der også kan tænkes at være kaptajnen.
Bemærk: Der kommer ikke etape-optakter til hverken Paris-Nice eller Tirreno-Adriatico på Dossard. Det ville vi gerne, men det kræver flere hænder. Kunne du tænke dig at hjælpe Dossard.dk?
Vær sikker på at du aldrig misser en optakt. Skriv dig op til vores nyhedsbrev, og så modtager du en mail hver gang, der udgives en ny optakt.
Kommentarer
Ingen kommentarer endnu.