Ifølge TV2 Norge er Magnus Cort allerede sikker på at få en plads på Uno-X' Tour de France-hold. William Blume Levy er også i spil til en plads.
Det norske Uno-X-hold, der tidligere gerne ville brande sig som et norsk/dansk-hold, har ifølge TV2 Norge mere eller mindre udtaget mandskabet, der skal forsvare de rød/gule farver på landevejene i Frankrig. I første omgang er der fundet plads til én dansker, mens en anden kan komme i spil, da otte ryttere forventes at kæmpe om de resterende to pladser.
Ifølge TV2 Norge er Jonas Abrahamsen, Søren Wærenskjold, Tobias Halland Johannessen, Andreas Leknessund, Magnus Cort og Alexander Kristoff allerede sikker på en Tour de France-plads. Det efterlader to pladser, og her er en dansker angiveligt med i kampen om én af pladserne.
William Blume Levy nævnes nemlig som én af de otte ryttere, der kæmper om de to sidste pladser. Foruden den 23-årige dansker nævnes Odd Christian Eiking, Johannes Kulset, Rasmus Tiller, Markus Hoelgaard, Anders Skaarseth, Martin Bugge og Fredrik Dversnes. Chancerne må vurderes små, da flere af disse navne har præsteret pænt enten i år eller tidligere i karrieren.
General manager, Thor Hushovd, bekræfter over for TV2 Norge, at der er to åbne pladser på holdet, men siger også, at ingen har fået besked om deres Tour-billet endnu.
Magnus Cort har fået store dele af sæsonen ødelagt af en skade, men han ventes at blive klar tids nok til Tour de France, og forudsat at han finder sin vante form, kan han altså regne med en Tour-billet.