Tadej Pogacar greb ud efter det hele i Milano-Sanremo, men den nærmest urørlige verdensmester blev sat på plads af klassikerkongen Mathieu van der Poel.
Verdensmesteren Tadej Pogacar forsøgte at gå efter det hele i forårsbebuderen Milano-Sanremo, men måtte til sidst sande, at Mathieu van der Poel er kongen af den italienske klassiker, da hollænderen krydsede målstregen først. For anden gang i karrieren sejrede Mathieu van der Poel i cykelsæsonens første monument.
Det var ellers Tadej Pogacar, der forsøgte at tage styringen i løbet. UAE-holdet var kørt i stilling, og da feltet ramte bunden af Cipressa, startede den mest hektiske finale i cykelsporten.
I et rasende vildt tempo var det først Tim Wellens og siden Jhonatan Narvaez, der satte tempo op ad Cipressa. Da ecuadorianeren takkede af, var det Tadej Pogacar, der angreb så voldsomt, at rystelserne måtte kunne mærkes i området.
Og kort efter angreb han igen.
Foto: RCS Sports
I første omgang kunne Mathieu van der Poel, Filippo Ganna og det franske stortalent Romain Gregoire svare igen.
Det var imponerende af franskmanden, der tidligere i karrieren har vist meget lovende takter, men som endnu ikke helt kan fremhæves i samme sætning som de tre øvrige. Der gik dog også kun et par hundrede meter op ad Cipressa, før franskmanden brændte sammen og måtte forlade kvartetten, der dermed var en trio.
- De siger, at når du kommer for tæt på solen, bliver du brændt. Jeg tror det er det, der skete for mig i dag, udtalte franskmanden efter løbet.
Det er dog ingen skam at brænde ud, når man kører i selskab med Ganna, van der Poel og Pogacar. Det ville de fleste gøre. Denne lørdag skete det for alle andre i Milano-Sanremo-feltet. I rekordfart havde Pogacar besteget Cipressa. Nogle siger, at han kørte i tiden 8:55. Andre i tiden 9:01. Sikkert er det at han og Mathieu van der Poel satte hurtigste tid op ad stigningen.
Ingen af de øvrige så nogensinde trioen igen. Ikke før de stod på podiet i Sanremo.
Allerede i bunden af Poggio angreb Tadej Pogacar igen.
Han angreb én gang mere.
Og én gang mere.
Og så lige én gang mere.
Hver gang blev Filippo Ganna sat. Hver gang sad Mathieu van der Poel klinet til slovenerens hjul.
I et splitsekund lignede det ellers, at han var ved at miste Pogacar. At Pogacar kunne køre afsted mod den sejr, som han sukker efter.
Men Mathieu van der Poel vendte det hele om og kort før toppen af Poggio, var det ham, der satte et voldsomt ryk ind. Han lykkedes med at sætte Pogacar. Men kun i ganske få sekunder, og da nedkørslen for alvor begyndte, var der atter samling.
Og Ganna jagtede de to. Feltet så man ikke. De var sat skakmat.
Gannas jagt fortsatte hele vejen til opløbet på Via Roma. Her fik italieneren kontakt. Der skulle spurtes mellem de tre.
Mathieu van der Poel tog fronten. Tadej Pogacar satte sig ned bag de to andre. Han lavede et lille hul. Gjorde han mon klar til en stor spurt?
Mathieu van der Poel. Kongen af de eksplosive, korte spurter. Ganna. Dieselmotoren, der bare bliver bedre og bedre. Og Tadej Pogacar. Vidunderbarnet. Verdens bedste cykelrytter. Hvem ville mon vinde?
Kommentatorerne gjorde klar til at speake spurten. Men så tog Mathieu van der Poel røven på alt og alle.
Han åbnede. Meget tidligere end forventet. For et år siden havde Mads Pedersen overvundet det hollandske fænomen med en lang spurt i Gent-Wevelgem. Ingen troede vel i deres vildeste forstand, at han ville køre en lang spurt mod Ganna og Pogacar. Men det gjorde han.
Og de så ham aldrig igen. Mathieu van der Poel vandt Milano-Sanremo for anden gang i karrieren. For første gang i de seneste 15 udgaver formår en rytter at vinde Milano-Sanremo mere end én gang. For første gang siden Oscar Freire.
- Jeg tror, jeg overraskede ham (Pogacar, red.) med min spurt med 300 meter tilbage. Folk tror, jeg foretrækker de korte spurter, fordi det har virket et par gange før, så ingen forventede at jeg ville lancere langt udefra, forklarede van der Poel efterfølgende ifølge Cyclingnews.
Det virkede i al fald denne lørdag.
Kommentarer
Ingen kommentarer endnu.