Få optakterne direkte i din indbakke
Vær sikker på at du aldrig misser en optakt. Skriv dig op til vores nyhedsbrev, og så modtager du en mail hver gang, der udgives en ny optakt.
Løbet mod solen køres i den næste uges tid. Her får du vores store optakt til etapeløbet, der kigger nærmere på etaperne og de bedste ryttere i feltet.
Det traditionsrige Paris-Nice vender tilbage med en spændende, varieret rute... og en dansk storfavorit. Jonas Vingegaard er den helt store favorit til at vinde det franske etapeløb, og danskeren mangler det historiske løb på sine palmares.
Men før danskeren kan fejre triumfen i Nice, skal ruten tilbagelægges. Og selvom danskeren retteligt er storfavorit, så er det ikke givet, at han vinder løbet. For et år tilbage var Remco Evenepoel også den helt store favorit, men her var det alligevel Matteo Jorgenson, der løb af med sejren i løbet mod solen.
Det er en relativt balanceret rute, der venter rytterne i Paris-Nice. Undervejs er der også et holdløb, som jo er en disciplin, som arrangørerne har leget med i de senere år - og som bliver en vital del af Tour de France 2026.
1. etape: Le Perray-en-Yvelines - Le Perray-en-Yvelines, 156,1 kilometer

Paris-Nice indledes med en etape på 156,1 kilometer fra Le Perray-en-Yvelines til Le Perray-en-Yvelines. Det er en etape, der er relativt kuperet, hvor særligt bakken Côte de Villiers-Saint-Frédéric (1,2 km - 7 %) trækker tænder ud. Den topper dog omkring 20 kiloeter fra målstregen.
Den sidste bakke falder 10 kilometer før målstregen, og det markerer også den indlagte spurt, så det er næppe den hårdeste bakke.
Finalen er flad vej, der bør ende i en form for spurt. Spørgsmålet er om der sidder 100 eller 60 mand med hjem i spurten.
2. etape: Montesson - Bellegarde, 183,9 kilometer

Det er sprinternes dag på 2. etape af Paris-Nice, der er 183,9 kilometer lang.
Den flade rute slutter i Bellegarde. Selve finalen er flad. Den sidste kilometer stiger ganske vist, men det er med 1,1 %, hvilket altså ikke får nogen indflydelse på spurten.
Som så ofte før kan vinden måske være en faktor her i Paris-Nice, men det skulle være det eneste, der hindrede feltet i at få en spurt.
3. etape: Circuit Nevers Magny-Cours - Nevers, 28,4 kilometer

Holdløbet er en disciplin, som ASO har leget med i de senere år. De kører videre med den opskrift, de har prøvet af de senere par år: Den første rytter over stregen, sætter holdets tid, men rytterne bliver godtskrevet for den tid, som de reelt set kører.
Det betyder at hvis den første rytter på et hold kommer i mål i hurtigste tid, vinder holdet. Men hvis holdet undervejs sætter deres klassementskaptajn, og han kommer over målstregen ét minut efter deres første rytter, så er det den individuelle tid, han bliver godtskrevet for.
Det er en halv-hård rute, der venter rytterne i år. Der er undervejs to bakker, hvor særligt Côte de la Pisserotte (1 km - 5,4 %) kan forstyrre rytmen hos et hold. Det er her, de klatrestærke favoritter skal lave forskellen.
4. etape: Vichy - La Loge des Gards, 163,4 kilometer

Det kuperede landskab kommer på 4. etape af Paris-Nice, hvor det går op og ned hele dagen. De første 150 kilometer er kuperede, men det er jo ikke de hårdeste stigninger, der er på programmet.
Til gengæld er målstigningen La Loge des Gards (6,7 km - 7,1 %) relativt hård. Den stigning har både en længde og en hårdhed til at kunne skabe en forskel blandt klassementsrytterne i årets felt.
5. etape: Saint-Just-en-Chevalet - La Côte-Saint-André, 203,3 kilometer

Det er også en småkuperet etape, der venter på 5. etape af Paris-Nice 2025. Det ligner en etape, hvor et udbrud kan køre hjem om sejren, for på nuværende tidspunkt bør klassementet være banket på plads.
Det er dog en interessant finale, der venter. Her er Côte de Notre-Dame-de-Sciez (1,7 km - 11,1 %) den afgørende sidste stigning. Stigningen bliver stejlere og stejlere jo tættere vi kommer på målstregen. Den sidste kilometer kommer til at tage en evighed.
Forhåbentligt får vi favoritterne at se i en direkte duel om sejren, men uanset hvad er finalen så eksplosiv, at de vil forsøge at tage tid på hinanden.
6. etape: Saint-Julien-en-Saint-Alban - Berre l'Étang, 209,8 kilometer

Efter et par kuperede dage får sprinterne en ny chance på 6. etape. Det er et god øvelse forud for Milano-Sanremo. Længden på lige knap 210 kilometer er også til den lange side.
7. etape: Nice - Auron, 147,8 kilometer

Løbets hårdeste - i sin klassiske forstand - etape venter på 7. etape. Her skal rytterne fra Nice til Auron og undervejs skal de over to store bjerge.
Først venter La Colmiane (7,5 km - 7,1 %) og dernæst Auron (7,3 km - 7,2 %), der også er etapens målstigning. Det er her, det hele kommer til at ske, for selvom der kan ske noget på La Colmiane, forventer jeg at det neutraliseres inden foden af Auron.
Auron er en relativ hård stigning med 7,2 % i snit. Den rammer sin hårdeste del lige før målstregen, så det er en stigning, hvor der hele tiden vil blive sorteret fra.
8. etape: Nice - Nice, 119,9 kilometer

Den klassiske etape til Nice har fået et lille ansigtsløft, men vejene kender man efterhånden. Det er en etape, der indbyder til offensiv kørsel. Etapens første stigning er Col de la Porte (7 km - 7,2 %), og her kan man sætte et seriøst angreb ind. Efter en nedkørsel kommer så Côte de Peille (6,5 km - 6,9 %), hvorefter et kuperet landskab tager dem til foden af Col des Quatre Chemins (3,6 km - 8,8 %).
Det er her, man kan lave det sidste store udspil for at vinde Paris-Nice. Fra toppen af stigningen er der præcis 9 kilometer tilbage af løbet, men her sker der næppe nogen forskel - det er en vild nedkørsel inden målstregen rammer i Nice.
Der er vel ingen vej uden om at Jonas Vingegaard (Visma) er den helt store favorit. Foruden at være verdens næstbedste etapeløbsrytter - langt foran alle andre end Remco Evenepoel - er det også en rute, der passer ham godt. På holdløbet bør han og Visma-holdet kunne tage vital tid på rivalerne, og herefter er det et spørgsmål om at kontrollere løbet.
Til den opgave har han jo for eksempel sidste års vinder, Matteo Jorgenson, der i Omloop Het Nieuwsblad viste særdeles god form. Han bør være på cirka samme niveau, som han var for et år siden, og så råder holdet altså over to ryttere, der kan vinde. Vingegaard er dog deres bedste bud.
Udfordreren er João Almeida (UAE Team Emirates), der kørte stærkt i Volta ao Algarve, hvor han formåede at sætte Vingegaard undervejs. Det skete dog i et taktisk spil, og på etaper som disse, hvor styrke betyder mere end taktik, har jeg svært ved at se ham gentage det nummer. I al fald er Vingegaard min klare favorit. Almeida er dog en uhyre dygtig etapeløbsrytter, og han skal nok være med helt fremme. Han støttes af Brandon McNulty (UAE) der også kan køre et solidt klassement. Han har ikke samme topniveau som Almeida.
Aleksandr Vlasov (Red Bull) plejer også at være stærk i det her løb, men karrieren virker lidt til at være gået i stampe de seneste par år. Han vandt en etape her for et år siden, og han blev nummer to her i 2021, så det er et løb, der plejer at være højt på hans liste. Jeg er ikke helt så imponeret over ham. Holdet råder også over Florian Lipowitz (Red Bull), der kan gøre det solidt, men han mangler lidt stabilitet.
Holdløbet kan blive en dræber, men ellers er Santiago Buitrago (Bahrain Victorious) jo også et glimrende bud. Det er i al fald en rute, hvor flere af de eksplosive afslutninger passer ham ganske godt - ja, måske bedst af alle i det her felt. Hans udfordring kan jo - sammen med holdløbet - snarere vise sig at være 7. etape.
Jeg synes også, at en rytter som Felix Gall (Decathlon-Ag2r) har vist lovende takter i UAE Tour, selvom det måske ikke afspejles af resultatlisten. Han kørte dog godt på Jebel Jais, der egentligt ikke passer ham så godt. Hos Jayco AlUla sætter de deres lid til Ben O'Connor (Jayco), men han virker bare bedst i de længere etapeløb, hvor hans dieselmotor kan blive brugt.
Danske Matthias Skjelmose (Lidl-Trek) er ikke et dårligt bud. Formen synes at være der, men på holdløbet forventer jeg at han mister lidt tid til de bedste og i bjergene regner jeg ham også en anelse bag de ovennævnte folk. Til gengæld har han jo vist, at han ofte bare præsterer godt i de her ugelange etapeløb, og pånær Vingegaard, er det jo ikke fordi de øvrige er helt ude af hans liga. Det kan godt blive til to danske ryttere på podiet med lidt held.
Bemærk: Der kommer ikke etape-optakter til hverken Paris-Nice eller Tirreno-Adriatico på Dossard. Det ville vi gerne, men det kræver flere hænder. Kunne du tænke dig at hjælpe Dossard.dk?
Vær sikker på at du aldrig misser en optakt. Skriv dig op til vores nyhedsbrev, og så modtager du en mail hver gang, der udgives en ny optakt.
Kommentarer
Ingen kommentarer endnu.